Fortsæt til indhold

2. etape af Kobbelgården indviet

40 udviklingshæmmede flytter snart ind på Kobbelgården, Thygesminde Allé i Fredericia

Arkiv
Arkiv

Mandag blev 2. etape af Kobbelgården indviet. Den skal danne rammen om 40 udviklingshæmmedes liv, når de om kort tid flytter ind. 30 af huset beboere kommer fra Jupitervej, hvor de indtil nu kun har haft et værelse. Nu får de deres egen toværelses lejlighed med eget bad.
Huset er tegnet af Arkitektfirma A/S Hune & Elkjær, og arkitekterne har været meget beviste om materiale og farvevlag. Huset er lyst og farverigt og understøtter borgernes selvstændiggørelse ved bl.a. at badeværelserne er indrettet, så borgerne kan komme rundt ved at holde ved håndtag på skabe og håndvask.
Indretningen af huset og lejlighederne giver også borgerne mulighed for selv at bestemme, hvor meget man vil deltage i livet og aktiviteterne i huset, og hvornår de vil være sammen med personalet. Fra lejlighederne kan borgerne følge med i livet i Kobbelgården uden selv at deltage aktivt via de vinduer, der er sat i ved siden af indgangsdøren. Vinduerne gør også, at borgerne kan bruge deres lejligheder mere og samtidigt føle sig tryk ved, at de kan se personale og beboere på gangen.
I alle lejlighederne er der installeret særlige touch-skærme. Det betyder, at personalet kan ordne det administrative hurtigt og effektivt. Skærmene er blevet testet på Hybyhus, og resultaterne her viser, at personalet får mere tid til at være sammen med borgerne, når de ikke skal klare de administrative opgaver på et kontor i huset. Skærmene vil også give medarbejderne på Kobbelgården mere tid til borgerne.
Fællesrummene også indrettet så borgerne selv kan bestemme, hvor meget de vil deltage i livet på Kobbelgården. De kan deltage aktivt, eller de kan stå oppe på balkonen og kigge ned, hvis de ikke ønsker at deltage aktivt i aktiviteterne. Måden fællesrummene er indrettet på giver også mulighed for at trække aktiviteter og liv til huset. Det kan f.eks. være aftenskolen, der kommer og laver aktiviteter for borgerne her, hvor de bor.
Udearealerne er et helt kapitel for sig selv. Der er lavet en dejlig bålplads, en udfordrende og sjov mooncarbane, et areal med gynger og sandkasse. Men der er også mulighed for at spille fodbold på fodboldbanen eller prøve kræfter med tarzanbanen.

Foto: Ole Olsen, Fredericia Kommune
Foto: Ole Olsen, Fredericia Kommune