Fortsæt til indhold

Jesper Petersen er ny finansordfører

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Den socialdemokratiske folketingsgruppe har i dag lavet en ny fordeling af partiets ordførerskaber og udvalgsposter ovenpå ministerrokaden. Den lokale socialdemokrat og tidligere SF'er Jesper Petersen, der er valgt i Syd- og Sønderjylland, bliver ny finansordfører og fortsætter samtidig i en række andre udvalg.
”Jeg er meget beæret over, at den socialdemokratiske folketingsgruppe har bedt mig varetage opgaven som finansordfører, og jeg vil gøre mit yderste for at leve op til ansvaret. Selv om væksten er lav, så er der grund til en forsigtig optimisme. Regeringen har fået Danmark på sporet igen, og det spor viger vi ikke fra. Der er styr på økonomien, og vi har truffet de beslutninger, der gør, at velfærdssamfundet også kan være stærkt og solidarisk i fremtiden,” siger Jesper Petersen, som i marts måned skiftede fra SF til Socialdemokraterne.
”Jeg har altid været meget optaget af finanspolitikken, fordi jeg ved, hvor stor betydning det har lokalt i Syd- og Sønderjylland. Derfor glæder jeg mig til at arbejde endnu mere med finanspolitikken fremover. Det er på tide, at Venstre stilles til ansvar for, hvilket samfund vi får med dem ved magten. At indføre nulvækst, afskedige offentlige ansatte, gennemtvinge brugerbetaling på velfærd og ødelægge de arbejdsløses mulighed for at efteruddanne sig, er altså et tilbageskridt for os som socialt samfund. Og det er ikke noget der giver så meget som én eneste af de arbejdspladser, vi har så hårdt brug for. Derfor vil jeg gøre det til min mission at få nogle klare svar ud af Venstre om deres finanspolitik,” siger Jesper Petersen.