Festival for lokalbands på Tapperiet
MUSIKFESTIVAL: Denne weekend 30.-31. august afholdes der Båndsalat Festival på Tapperiet i Køge – et koncertkoncept hvor unge, lokale musikgrupper har mulighed for at optræde på scenen i Tapperiets koncertsal.
Hele otte optrædende bands bliver det til, der denne fredag og lørdag indtager scenen på Tapperiet og giver den gas til Båndsalat Festival.
Båndsalat er et tilbagevendende arrangement på Tapperiet, der har til formål at give tilknyttede, lokale bands mulighed for at stå på en stor scene med professionelt lyd- og lysanlæg og fyre den af foran et publikum og således få erfaring med koncertoptræden.
Båndsalat arrangeres af et arrangementsudvalg, bestående af nogle af Tapperiets brugere, og udvalget står blandt andet for programsætning af og kontakten til de optrædende bands, samt planlægning og praktisk afvikling af arrangementet.
Den kommende omgang Båndsalat har udvalget således valgt at arrangere som en to dages festival, da henvendelsen fra bands der ville optræde til arrangementet havde været stor nok til at kunne programsætte to dage.
Båndsalatudvalget kan løbende kontaktes vedrørende kommende arrangementer og kunne man tænke sig at optræde på Tapperiet til et af disse, kan man sende en mail til salat@tapperiet.nu.
Programmet for weekendens båndsalat festival ser således ud:
Fredag 30. august fra kl. 20: Dead Man Driving, Disarray Son, Dog In A Bag og Buhlshit.
Lørdag 31. august fra kl. 20: En Kuffert Og En Mand, Shenanigans, Blackbeat og Stone Bird.
Billetter til Båndsalat Festival kan købes i forsalg på www.billetlugen.dk eller i Tapperiets café. Der kan også købes partoutbillet til begge dage i forsalg.
Billetter kan også købes i entréen til selve arrangementet.
pm