Fortsæt til indhold

Nye almene boliger

Roskilde vil igen opføre leje-boliger til familier

Arkiv
Arkiv

Roskilde vil igen opføre nye almene boliger for at skabe plads til familier og andre, der vil bo lejeboliger til en nogenlunde overkommelig pris. - I en by som Roskilde gælder det om at undgå både den ene eller anden type af ghetto, så vi har plads til alle indbyggere. Både de, der bor i huse, ejerlejligheder og lejelejligheder, siger borgmester Joy Mogensen. I en række år er der ellers ikke blevet bygget ‘sociale boliger’, som de også kaldes i kommunen, hvilket der var flere grunde til. Først og fremmest var de blevet for dyre at opføre, så mennesker, der selv skal betale huslejen, ikke var interesseret i at flytte ind. Men det er nu ændret, efter at den nuværende regering har gjort denne typer byggeri billigere, forklarer borgmesteren. Samtidig har kommunen været bange for at skabe ‘nye ghettoer’ efter dårlige erfaringer med nogle af de store etagebyggerier, som oprindelig var opført til danske arbejdere, men efterhånden overvejende blev befolket med mindre ressource-stærke beboere, hvilket skabte en række ekstra problemer. Derfor skal de første byggerier i 2014 opføres i mindre afdelinger.

Gummiløs udvider

I Jyllinge skal boligselskabet KAB stå for opførelsen af 30 boliger i en tæt lav bebyggelse ved Tømmergården. I det østlige Roskilde ved Præstemarksvej, skal bebyggelsen Præstemarkshusene udvides med 22 nye rækkehuse. Denne afdeling under det lokale boligselskab fik i sin tid øgenavnet ‘Gummiløs’, da de første lejligheder blev opført efter 2. Verdenskrig og blev befolket af familier med mange børn. Endelig skal der i Viby opføres 15 ældre-boliger i tilknytning til Toftehøjen Plejecenter, og det står OK-fonden for. Næste store initiativ indenfor den store almennyttige boligsektor i Roskilde bliver en renovering i to af de store ældre bebyggelser, Æblehaven og Ringparken. - Vi kan mærke, at der er et behov for lidt større lejligheder med 3-4 værelser til familier, der er i job og har børn, Så det gælder om at bygge godt nyt og renovere noget af det gamle, så lejlighederne her bedre lever om til nutidens krav, forklarer borgmesteren. tk