Kordegn går på pension
Morten Leisvig har været kordegn siden 1991 - først i Høje Taastrup og fra april 1998 i Strandmarkskirken. Inden da var det eleverne på Enghøjskolen og siden på Gungehusskolen, der havde fornøjelsen af Morten som lærer og bibliotekar. Den 1. august i år havde Morgen 40 års jubilæum som ansat i det offentlige - en ansættelse der også tæller hans tre år i undervisningsministeriet sidst i 60¿erne. Også før Morten blev ansat som kordegn, var han aktiv i det kirkelige liv. Fra 1977 sad han i Avedøre Sogns Menighedsråd, hvor han var aktiv i fire perioder, her var han blandt andet kirkeværge i otte år. Som kordegn har Morten været aktiv i Kordegneforeningen, hvor han har siddet i hovedbestyrelsen og blandt andet været redaktør for kordegneforeningens medlemsblad. I Strandmarkskirken er Morten vellidt som en dygtig og stabil medarbejder - og kollegaer, menighedsråd og brugerne af kordegnekontoret nyder godt af hans meget brede viden. Når Morten ikke sidder bag skrivebordet på kordegnekontoret, bruger han tiden som aktivt medlem af Dansk Ornitologisk Forening (DOF). Her sidder han i bestyrelsen for DOF Travel, hvor han blandt andet fungerer som rejseleder. Der er afskedsreception for Morten Leisvig på søndag den 1. september efter gudstjenesten kl. 10.00 i Strandmarkskirken. Her er alle velkomne, til at komme og hilse på Morten!