Den sommer de små blev større

Man kan se det hele vejen tværs over banen, at Louise lige har scoret et mål. Hendes øjne lyser med samme glød som en fuldmåne over en tropisk sandstrand, og hendes arme flyver i vejret.
Lidt senere scorer min bonusdatter Anne også et mål. Igen er glæden tydelig i øjnene på både målscoreren og på alle pigerne på Hovers hold. De fører, og måske er de på vej mod en sejr.
Sommerferien er slut, også rent fodboldmæssigt set, for Hover U12 piger, og det hold følger jeg tæt, som den fodboldgale bonusfar jeg nu er. Og som det nu er i alle livets forhold, så nogle gange vinder man, andre gange taber man.
Holdet møder mandag aften Lindved, og det bliver en kamp, Lindved klart vinder.
Pigerne fra Lindved er ganske enkelt bedre end Hoverpigerne fra Uhrhøj, og inden Mikkel, som dømmer kampen, kan fløjte 1. halvleg af, har Lindved scoret seks mål, mens Hoverpigerne har scoret... aldrig en skid. Alligevel er der mange sejre at se undervejs i kampen. Pigerne fra Lindved er gode til at gøre spillet simpelt. Flot spillet og ros til dem, men også ros til pigerne fra Hover, for de hanker op sig og kæmper det bedste de har lært. Kampen er sæsonens første, og pigerne lige skal finde hinanden igen, og som nævnt er Lindved nu også bare gode, så fortjent nederlag. Men alle laver en pigefolkpræstation og alle går glade derfra.
Nå, så går der nogle få dage, og de skal i kamp igen. Igen på hjemmebane og dennegang mod VB. Ikke alle spillere er de samme som mod Lindved, men nogle er. To hold, 14 piger. Sol over banen, og igen med mange forældre til at bakke op.
Før kampen er der taktikmøde, og pigerne følger faktisk med i, hvad trænerne siger. Og da kampen går i gang, følger pigerne endda taktikken. Da de for år tilbage startede med at spille fodbold, kunne de være meget distræte under en kamp, som børn nu så nemt kan være. Så i mange år har det nogle gange for pigerne været lige så interessant at dagdrømme eller snakke på banen som at spille kamp.
Men denne lune sommeruge i august viser noget andet. Ja, måske nærmest lidt en skræmmende oplevelse.
Vores små piger er ikke små piger længere.
De er blevet målsatte og stålsatte unge damer, der kæmper for hver bold, og som hellere vil tackle bolden fra modstanderne end kigge på mælkebøtter eller snakke med medspilleren om øreringe eller kaniner.
Jamen, for pokker da. Hvad er der dog sket denne sommer? De små piger er blevet 11 år, i hvert fald de fleste af dem, og de er jo stadig børn med alt det, det indebærer. Men de er også blevet så gamle og store, at de lytter til trænerne, forstår hvad de siger og handler med hver deres personlighed ud derfra. Nå, inden jeg går helt i selvsving, så hører det med til historien, at det heldigvis bare stadig er sjovt og hyggeligt at spille kamp. Også hårdt for kampen varer en time nu mod tidligere 40 minutter, men pigerne klør på smukkeste vis på. Både hos VB og hos Hover. De to hold passer godt til hinanden, og det bliver en god og spændende kamp, som Hover vinder 3-2. Ansigterne på Hoverpigerne Laura, Josefine, Emilie og alle de andre piger er fyldt med brede smil.
Vi gjorde det sgu, står der skrevet med store bogstaver i de ansigter.
Vi forældre fra Lindved, VB og Hover må erkende det. Vores piger er ikke længere små børn, men børn på vej mod ungdommen. Lad dem endelig få den ståfaste kampvilje med mod livets nye mål.