Skads Andrup snører også skoene
Lørdag den 7. september klokken 11.00 - 13.00 er der for tredje år i træk Skads Andrup Løb. Et løb som allerede nu har over 170 deltagere på de 3 ruter: 1 km ruten, hvor der løbes flest mulige omgange på 45 min samt en 5 og 10 km rute ud omkring Østskoven i Esbjerg Ø.
Der vil som noget nyt i år være musik på store dele af 1 km ruten, ligesom der udtrækkes vindere til forskellige præmier blandt deltagerne. Blandt andet kan man få sig en køretur i enten en Ford Mustang eller en Corvette. Igen i år går alt overskuddet fra løbet til støtteforeningen af "Energien", som er navnet på Skads Andrups nye kultur og fritidscenter. Et projekt, der arbejdes meget ihærdigt på for at rejse midlerne til. Blandt andet er man lokalt i gang med en husstandsindsamling blandt de lokale borgere , ligesom man tidligere har arrangeret både spinning-event og en byfest, hvor overskuddet ligeledes gik til projektet. Yderligere info kan findes på www.skadsandruplobet.dk