Alt kan ske til Idrætsnatten
Igen i år vender Idrætsnatten op og ned på dag og nat og alle er velkomne til at deltage
Fredag den 30. august bliver indre by i Esbjerg omdannet til et summende idrætsmekka, hvor besøgende kan opleve alverdens underholdende og inspirerende oplevelser. Man kan selv prøve mange af aktiviteterne, og der er hele 29 børnevenlige arrangementer.
"Vi glæder os hvert år til Idrætsnatten, for vi har et rigt og varieret idrætsforeningsliv at vise frem. Idrætsnatten er sjov og inspirerende, og det er altid festligt når byrummet bliver fyldt med aktiviteter for en aften," siger Pernille Sjørup, der er formand for styregruppen bag Idrætsnatten.
Knud Jager Andersen, der er formand for Kultur & Fritidsudvalget, byder velkommen på Torvet klokken 18.30, og så går det ellers løs med aftenens godt 60 arrangementer, hvor der er oplevelser for enhver smag.
Klokken 19.45 er der fællesopvarmning foran Musikhuset til det traditionsrige Idrætsnattens Løb, hvor man kan vælge mellem 10, 5 og 2,5 km. Blandt årets nyheder finder man blandt andet cykling på Torvet, kørestolsbasket på scenen i Musikhuset, boksning, rollerskat og golf på p-pladsen bag Nykredit.
Og så er der selvfølgelig alle de gode, velkendte arrangementer, som man kan læse mere om i programmet på Esbjerg Kommunes hjemmeside. Traditionen tro afsluttes Idrætsnatten klokken 22.05 med festfyrværkeri fra Musikhusets tag.