Ønsker bedre trafikafvikling i Rønnede
TRAFIK: Faxe Byråd har torsdag den 22. august taget stilling til, hvordan trafikken kan afvikles i Rønnede i fremtiden. Byrådet har, efter rådgivning, valgt en løsning der indebærer: Rundkørsel i krydset mellem Vordingborgvej og Ny Næstvedvej, og ny og forbedret lysregulering i krydset mellem Vordingborgvej, Faxevej og Gl. Næstvedvej.
Faxe Kommune har i samarbejde med rådgivere fra Grontmij lavet en omfattende analyse af forholdene i hele Rønnede-området. Analysen har været behandlet i Teknik- og Miljøudvalget i både oktober 2012, februar 2013 og juni 2013.
- Vores simuleringer af trafikken viser, at vi med en rundkørsel og en bedre lysregulering kan få en løsning, der kan afvikle trafikken væsentligt mere effektivt end i dag. På den vis vil vi få en samlet og langsigtet plan for området, der kan få bugt med de flaskehalsproblemer, som vi i mange år har kæmpet med. Til glæde for de mange, der hver dag kan spare tid, forklarer René Tuekær, som er formand for udvalget.
Det skønnes at rundkørslen vil koste cirka fire millioner kroner og signalreguleringen 2,2 millioner kroner. Det samlede beløb søges indarbejdet i budgettet for 2014 og 2015.
pm