Bankmand tæller kilometer før SE Touren
Søren Thomsen fra Oksbøl satser på at have 2.500 kilometer i benene før cykelløb i sensommeren
Med godt 20 kilometer til arbejdet i Sydbanks filial i Gjesing kan Søren Thomsen få cirka 45 kilometer på kontoen for hver dag, han cykler frem og tilbage til arbejde. Nogle dage giver det endda lidt flere kilometer, når han vælger at cykle en omvej hjem.
I alt satser den 45-årige kunderådgiver på at have cyklet 2.500 kilometer i år, inden han fra 30. august til 1. september skal deltage i SE Touren sammen med fire kolleger fra banken. Løbet er på 500 kilometer gennem Syd- og Sønderjylland, og de lange stræk i god fart over tre dage kræver, at deltagerne er i god form forinden.
Søren Thomsen begyndte først at cykle for halvandet år siden, hvor han købte en racer for at få rørt sig noget mere, og han nyder – for det meste – at køre på den.
"Jeg er så absolut bedst til at cykle i godt vejr, og sådan en morgen, hvor solen skinner, og alt er stille, er det jo virkelig dejligt at cykle ind på arbejde. Det er også skønt, at jeg kan få en masse motion på den måde bare ved at bruge 45 minutter på at cykle til arbejde i stedet for at sidde 20 minutter i bilen," siger Søren Thomsen.
Turene til og fra arbejde og træningen til SE Touren – dels med alle områdets Tour-deltagere, dels kun med Sydbank-kollegerne – er dog ikke nok for Søren Thomsen, så han tager derudover af og til en hyggetur på et halvt hundrede kilometer i sommerlandet. Når det bliver den 30. august, har cyklen oven i købet også været med på sommerferie ved Lidoen i Italien, så Søren Thomsen forventer, at han har 2.500 kilometer i benene, inden han skal ud på løbets godt 500 kilometer fordelt over tre dage.
På SE Touren får han følgeskab af sin tidligere nabo i Oksbøl, Per Christian Attermann, som i dag er flyttet til Kolding og er Sydbanks erhvervsdirektør derovre. Hans interesse for at cykle blev grundlagt i cykelklubben i Oksbøl, og han er fortsat en ivrig motionscyklist.
Udover de to består Sydbanks hold af bankens områdedirektør i Esbjerg, Brian Knudsen, der bor i Varde, samt Harri Grønkjær Pedersen, Tjæreborg, og Kristina Rolund, Esbjerg. De to er begge erhvervsrådgivere i Esbjerg.