Søndre Havnedag slog ny deltagerrekord
KØGE: Med mere end 4.000 deltagere slog dette års Søndre Havnedag rekord sammenlignet med de to forrige år. De mange deltagere klatrede, spiste, sang, sejlede og klippe-klistrede sig gennem dagens mange forskellige aktiviteter.
Der var solskin og høj stemning på havnen, da en lang række foreninger, institutioner og virksomheder sammen med Køge Kyst afholdt Søndre Havnedag lørdag den 24. august.
- Det er skønt at opleve, at det hårde arbejde som alle de mange aktører lægger i Søndre Havnedag, bliver honoreret med et flot fremmøde – og jeg kan kun sige, at jeg så masser af glade ansigter hele vejen rundt, siger Siv Raun Andersen, chefkonsulent for byudvikling, kultur og byliv hos Køge Kyst.
Det store tilløbsstykke på Havnepladsen var i år de mange imponerende maskiner, der holdt åbent hus for både store og små med mod på højder og hestekræfter.
Den nyanlagte parkourbane, som officielt blev indviet til Søndre Havnedag, tiltrak også vovemodige i alle aldre. Det samme gjorde dirt jump-banen i det nye byrum Byskoven, hvor rutinerede brugere optrådte med tips og tricks.
Indimellem de fysiske anstrengelser blev der indtaget gastronomiske lækkerier: Opdagelsen dannede rammen om et populært madskole-arrangementet med lokale råvarer som omdrejningspunkt, mens der på Udsigten blev serveret grillpølser, pandekager og candyfloss med saftevand og Braunstein-øl til. Sildens Dag bød selvsagt på alverdens sild, som blev skyllet ned med lokal øl og snaps.
Produktionshøjskolen Klemmenstrupsgård stillede i år op med orangeklædte guides, som hjalp de mange besøgende med at finde dagens mere end 50 aktiviteter og arrangementer.
Mange fandt vej til Gule Hal, som bød på et væld af kreative værksteder, hvor der bl.a. blev kreeret fuglehuse, minibåde og havdyr med glimmer. Efter de mange forskellige aktiviteter var der fællesspisning med helstegt vildsvin og lam og salat med urter indsamlet på Strandengen. Herefter stod den på en ”Van(d)vittig poetisk vandring”, hvor Fertos R. R. Pirakku alias Kristofer Krarup på vanlig alternativ vis førte 2 deltagerne rundt i Køges fortid, nutid og fremtid. I skæret fra flammende fakler anførte Divakoret dagens afsluttende fællessang, mens Valkyrien serverede en hemmelig drik.
pm