Solen skinnede på Syddanmark
Region Syddanmark markerede forleden, at 25.000 m2 solceller nu producerer strøm til sygehuse og institutioner
Regionsrådformand Carl Holst var både stolt og glad, da han torsdag stod badet i sol på toppen af det nye p-hus ved Sygehuset i Aabenraa.
Anledningen var, at man markerede ibrugtagningen af de 22 solcelleanlæg på sygehuse, institutioner og p-huse i Region Syddanmark.
"Vi traf en visionær beslutning i Regionsrådet sidste år. Vi ville bruge 82 mio. kr. til disse anlæg, sikre en masse håndværkere arbejde og samtidig leve op til vores grønne strategi", lød det bl.a. fra Carl Holst.
At det er et stort projekt understreges af det faktum, at projektet er den største enkeltinvestering i solceller nogensinde. De 22 solcelleanlæg vil således tilsammen kunne producere strøm, der svarer til 1000 husstandes forbrug på et år.
Anlægget i Aabenraa er det største af de 22 projekter i Region Syddanmark. I alt er der 4452 m2 solceller i Aabenraa fordelt med 2252 m2 på det nye p-hus og 2000 m2. på selve sygehuset.
De to anlæg i Aabenraa vil årligt kunne producere 534.000 kwh - en produktion, der kan holde knap 180 husstande kørende på årsbasis.
Kommer patienterne tilgode
Det bliver ikke kun miljøet, der vil få gavn af Region Syddanmarks grønne satsning med de i alt 25.000 m2 solceller. Patienterne på sygehusene vil også får stor glæde af investeringen.
Regionsrådet har nemlig besluttet, at de penge, man sparer på strømmen skal videreføres direkte til patientbehandling. Og det bliver alligevel til en del penge hen ad vejen. Anlæggene har således allerede sparet regionen for ca. seks mio. kr.
Fakta