Så kom der gang i solcelleanlægget
Formanden for Sønderborg Forsynings bestyrelse, Peter Hansen, trykkede forleden på start-knappen til et ny-installeret solcelleanlæg, der breder sig over 1300 kvadratmeter på taget af forsyningens bygninger på Ellegårdvej 8 i Sønderborg.
Sønderborg Forsyning har investeret cirka 2 mio. kroner i anlægget, der har en forventet årsproduktion på cirka 180.000 kWh.
Solcelleanlægget er en investering, der støtter kommunens vision om at blive CO2-neutral i 2029, men samtidig er det en god forretning, som forventes at give et pænt overskud.
"På Ellegårdvej bruger vi cirka 70.000 kWh/år, men regner nu med at producere cirka tre gange så meget. Et overskud fra el-produktionen er med til at nedbringe Sønderborg Forsynings samlede driftsomkostninger, og det vil i sidste ende komme kunderne til gode," siger direktør Lars Blædel Riemann.