Fortsæt til indhold

Vindufte giver næse for vin

Man kan ikke tale om vin uden også at tale om dufte. På årets vinfestival kan man købe vindufte

Arkiv
Louise Ritter

For nogen er vin "bare" noget man drikker for hyggens skyld, mens det for andre er en hobby. For en mindre gruppe er vin ligefrem en videnskab og en levevej.
En af dem er franske Ludovic Riauté, der i dag har hjemme i vestjyske Them, men har en fortid som vintjener, sommelier og restaurantschef på en række fine restauranter i udlandet.
Hans hjerte banker for vin, og derfor tog han også hele fire år på vinskole i Orleans som ung, før han for alvor kastede sig ud i arbejdet med de ædle druer. Det er efterhånden en snes år siden, og lige siden har han beskæftiget sig professionelt med vin. De seneste år som restaurantchef og vintjener på et fransk brasserie i Aarhus, mens han sideløbende har drevet sin egen vinimport under navnet La Cave, og det er under dette navn, at Ludovic Riauté kommer til dette års vinfestival i Ribe.

Et stykke værktøj

Med i bagagen har han naturligvis - ligesom sidste år - et rigt udvalg af sine vine, men det er formentlig noget helt andet, som vil tiltrække sig mest opmærksomhed i hans bod ved Quedens Gaard, når vinfestivalen åbner fredag eftermiddag. Ludovic Riauté importerer nemlig vindufte, og dem vil han præsentere i Ribe.
"Når man drikker vin, så er 60 procent af oplevelsen smagen, mens 40 procent er duften," siger Ludovic Riauté, der selv stiftede bekendtskab med vinduftene, da hans kone forærede ham tre i fødselsdagsgave.
"Det blev hurtigt sådan, at jeg tog dem med, når jeg skulle ud til et vinarrangement, og så tænkte jeg, at jeg ligeså godt kunne begynde at importere dem, for der var god interesse for dem," siger Ludovic Riauté om vinduftene, der hjælper med at udvikle lugtesansen og sansen for dufte.
"Vinsættene giver folk "et sprog" til at beskrive, forstå og nyde vine. Tit når man smager en vin, så siger man: uh, hvad er det nu for en duft? Jeg kender den godt, men kan ikke lige sætte navn på den. Det lærer man med vinduftene," forklarer Ludovic Riauté, der sælger duftene i både små og store sæt.
Vindufte er egentlig ikke noget nyt fænomen. Ifølge Ludovic Riauté har de faktisk mere end 30 år på bagen, men alligevel er oplevelsen ny for rigtig mange, når han præsenterer det lidt usædvanlige værktøj til forståelse af vine. Det gælder både herhjemme og i Sydafrika, hvor Ludovic Riauté har sommerhus og også står for importen af vindufte til det store land.