Fortsæt til indhold

30 hektarer i flammer

Afbrænding af haveaffald endte søndag i en stor markbrand

Arkiv
Arkiv

En kombination af godt vejr og weekend er ideel for havearbejde, men når man har knoklet med floraen efterlader det nogle gange et større problem, end før man begyndte.
En ukendt person i Lejre omkring Rishøjvej og Bognæsvej forsøgte søndag at skille sig af med resterne efter havearbejdet ved at brænde det af, men ilden kom ud af kontrol.
- Da vi blev kaldt ud til branden var det beskrevet som en mindre brand, men da vi kom derud så vi, at branden spredte sig hurtigt, fortæller indsatsleder fra Lejre Brandvæsen Ove Svendsen.
- Uden at vide det helt præcist brændte mellem 30 og 40 hektarer stubmark, og vi havde tre sprøjter og to tankvogne på stedet, for at få branden under kontrol, tilføjer han.

Styr på flammerne

Udover det generelle arbejde med at slukke markbranden, skulle brandvæsnet også holde styr på, at ilden ikke bredte sig til tre huse, der lå tæt på flammerne.
Ved et af de truede huse nåede ilden helt op til grundens græsplæne, men indsatslederen forsikrer om, at situationen aldrig blev rigtig faretruende for beboerne.
- Vi havde branden under kontrol efter en times tid, og selvom jeg godt kan forstå, at nogle af beboerne tæt på følte sig lidt utrygge, var der aldrig nogen, der var i rigtig fare, siger Ove Svendsen.
hw