Forsamlingshus lagt i ruiner
Bestyrelse har besluttet at rive forsamlingshus ned og gøre det til grønt område
Som tidligere omtalt i Lokalavisen Budstikken Vejle vil Vejle Kommune gå aktivt ind i opgaven med at rive faldefærdige bygninger ned.
Ordningen træder dog først i kraft i 2014, hvor Vejle Kommune har fået tilsagn om statslig støtte på 2,3 millioner kroner fra puljen for landsbyfornyelse.
I Øgelund vest for Give har man ikke kunnet vente på, at ordningen trådte i kraft. Forsamlingshuset i Øgelund bliver ikke længere brugt og derfor besluttede bestyrelsen, at det skulle rives ned og grunden ændres til et grønt offentlige område. Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati støttede før sommer projektet med 53.000 kroner, og med fælles lokal hjælp blev bygningen revet ned, og der er sået græs på området.
Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati har særlig fokus på kommunens landdistrikter, og man vil gerne have ideer fra lokalrådene til gamle bygninger, som med fordel kan fjernes. Lokalrådene skal være med til at give overblik over lokale behov og antallet af bygninger, som eventuelt kan rives ned.
En nedrivning kræver, at ejeren er indforstået. Når forvaltningen har et overblik over behovet, skal det en tur i Teknisk Udvalg, som skal træffe endelig beslutning om nedrivning.