Fortsæt til indhold

Åben "Hangar" hos Borup Modelflyvere

Fejrer Modelflyets Dag søndag den 1. september.

Arkiv
Arkiv

MODELFLYVNING: Søndag den 1. september er Modelflyets Dag i Danmark og det betyder at alle Danmarks omkring 100 modeflyveklubber slår hangarportene op for alle, der kunne tænke sig en time eller i to i selskab med masser af forskellige modelfly og deres ”flyvetossede” ejere, piloter og konstruktører.
Èn af disse modelflyveklubber er Borup Modelflyvere som inviterer til åben "Hangar" på Ringstedvej 657 i Slimminge.
- Kom ud og se på de mange spændende fly, få en snak med vore medlemmer, og hvis vejret tillader det så inviterer vi på en prøvetur med et af vore skolefly, opfordrer klubbens formand Niels Vangkilde.
Formålet med Modelflyets Dag er, at vise danskerne at modelflyvning ikke blot er smukke fly i planløse mønstre på himlen. Men at modelfly kan være alt fra et graciøst svævefly til en kopi af en rigtig flyver, som alle har det til fælles, at de er fascinerende og smukke. Og så vil man gerne vise, at modelflyvning ikke blot er flyvemaskiner, men at det også er en udfordring at vedligeholde og bygge modellerne.
- Og sidst men ikke mindst så har vi en rigtig god klubånd og et godt kammeratskab. Modelflyvning er også en international sport, der netop lige har været VM i modelflyvning i Danmark, så modelflyvning i høj grad en konkurrencesport på eliteniveau, oplyser Niels Vangkilde.
Dørene til "hangaren" på Ringstedvej 657 i Slimminge slås op kl. 11.00. Her vil mange af medlemmernes fly, være stillet op på flyvepladsen. Og der er så mange forskellige af dem, at der er samtalestof til flere timer. Hvis da lyden af snurrende motorer ikke forstyrre samtalen, for medlemmerne vil naturligvis ikke nøjes med at lade deres fly hvile på jorden.
Tvært imod vil der blive fløjet intensivt, fordi Modelflyvning Danmark har en vision om at Modelflyvningens Dag skal sætte en ny dansk luftfartsrekord. Målet er, at der fra hver af de omkring 100 klubber gennemføres ikke færre end 50 flyvninger indtil lukketid kl. 16.
- Hvis vejret tillader det, vil vi invitere vore interesserede gæster selv at prøve at flyve. Vi har i klubben skolefly med dobbeltstyring lige som i en skolevogn, og på Modelflyvningens Dag vil vi invitere til en prøvetur så man selv prøve, hvordan det er at flyve et modelfly. Så længe der er en instruktør ved siden af kan der ikke ske noget.
Læs mere om Borup Modelflyvere på www.borupmodelflyvere.dk.
pm

(Privatfoto).