Fortsæt til indhold

Røde næser ved to minutters udvisning

2.000 røde næser ligger klar på sæderne i Skansen, når SønderjyskE på lørdag starter sæsonen mod TMS Ringsted

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Mads Mortensen, der styrer musikken under SønderjyskEs hjemmekampe i Broager Sparekasse Skansen, har for vane at spille titelmelodien fra 'Klovn', når en modstander må indkassere en to minutters udvisning. Fremover skal drilleriet udvides med 2.000 røde næser!

5.000 røde næser

"Det startede engang i sidste sæson, hvor jeg havde fire-fem røde næser med til en kamp i Skansen. Dem tog jeg og nogle venner på, når Mads spillede 'Klovn' ved to-minutters udvisningerne. Næserne stammede fra en kampagne, hvor Kræftens Bekæmpelse solgte røde næser," fortæller Mads' far og den oprindelige initiativtager til rød-næse-spøjen, Bjarne Mortensen.
Nu har Brian Petersen fra Café Ib Rehné Cairo tænkt sig at udvide spøjen til at omfatte alle tilskuerne i hallen, og til det formål har han doneret 5.000 røde næser. De 2.000 vil ligge på sæderne i Skansen på lørdag, hvor SønderjyskE tager imod TMS Ringsted i sæsonpremieren.
"I mange klubber har fansene forskellige sange og gimmicks under kampene, som for eksempel når der spilles ishockey i Vojens. Jeg synes, det kunne være sjovt, hvis de røde næser kunne blive et fast indslag ved hjemmekampene i Skansen," siger Brian Petersen.
Idéen møder da også opbakning fra SønderjyskE's sportsdirektør Simon Lindhardt. "Vores mission er jo ikke mindst at stå for underholdning i særklasse - både på banen og ude blandt publikum, og her passer idéen med de røde næser rigtig fint ind," siger Simon Lindhardt.

Vrede mails

"Jeg kan i øvrigt huske, at vi engang spillede 'Klovn' melodien, mens modstanderen løb ind på banen. Det faldt ikke i særlig god jord. Bagefter fik vi mindst 15 mails fra folk, som slet ikke syntes, det var sjovt. Men det her med røde næser ved to-minutters udvisning er helt sikkert kun sjov og ballade," siger sports- og salgsdirektøren.

Næser kan købes

De første 2.000 røde næser ligger som nævnt klar i hallen, mens de resterende 3.000 næser efterfølgende kan købes for en 10 kroner stykket. Heraf går fem kroner til klubben og fem kroner til hospitalsklovne.
"Jeg håber, det bliver sådan, at tilskueren fremover vil have de nøde næser med i lommen, når de tager til håndboldkamp i Skansen, ligesom de har deres tørklæde med," siger Brian Petersen.
"Jeg har forresten lige snakket med dommerparret til vores næste kamp, og de har lovet at dømme mindst fem to-minutters udvisninger på lørdag," griner Simon Lindhardt og tager en rød næse på. Han og de andre folk bag idéen håber nu, at de røde næser kan give endnu et pift til Broager Sparekasse Skansen, som i forvejen har ry for at have et fantastisk hjemmepublikum og en super stemning.