Fokus på virksomhedsservice virker
Ny, hurtig indgang for virksomheder og øget virksomhedsservice hos Job- og Vækstcenter Middelfart
Job- og Vækstcenter Middelfart har sat øget fokus på virksomhedsservice.
Beskæftigelses- og arbejdsmarkedsudvalget i Middelfart Kommune udarbejdede sidste år en offensiv strategi for Job- og Vækstcentrets virksomhedsservice. Strategien har betydet, at Job- og Vækstcentret har ændret den interne organisering, så virksomhederne har en direkte indgang til rekruttering af nye medarbejdere - og seks virksomhedskonsulenter, som udelukkende har til opgave at være opsøgende og servicere kommunens virksomheder.
Strategien virker efter hensigten. Antallet af henvendelser fra virksomhederne er steget støt – resultatet er flere ledige i job, og det er i dag stort set umuligt at opdrive fx en ledig murer eller tømrer i Middelfart Kommune.
"Job- og Vækstcentrets hovedopgave er at støtte ledige borgere til selvforsørgelse - det kan kun lade sig gøre, hvis vi har et blomstrende erhvervsliv og et godt samarbejde med vores virksomheder. Derfor har det været vigtigt for os i Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalget, at Job- og Vækstcentret har fokus på virksomhedsservicen, og at Job- og Vækstcentret konstant er opsøgende overfor vores virksomheder og deres ønsker og behov," siger formand for Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalget, Morten Weiss-Pedersen, og fortsætter:
"Det er vigtigt, at virksomhedernes kontakt til Job- og Vækstcentret skal kunne foregå hurtigt og nemt, og at virksomhederne får hjælp til at finde frem til den løsning, der passer til de behov virksomheden har. På den måde støtter vi det lokale erhvervslivs vækst til gavn for både ledige borgere og borgere i arbejde."
Reagerer hurtigt
Som en del af den ny organisering får hver virksomhed, der er i kontakt med Job- og Vækstcentret, en virksomhedskonsulent tilknyttet, så virksomheden altid har en indgang til Job- og Vækstcentrets serviceydelser. Samtidig er det en vigtig del af konsulenternes arbejde at holde sig orienteret om, hvad der sker i erhvervslivet og hos de enkelte virksomheder.
"Vi har ikke kun behov for at vide, hvad der rør sig i erhvervslivet her og nu – men også hvilke planer virksomhederne har i fremtiden, i forhold til rekruttering og til kompetenceudvikling af medarbejdere – på den måde kan vi skræddersy vores tilbud, så de støtter virksomhederne optimalt," siger Job- og Vækstcenterchef Per Rasmussen og tilføjer:
"Som en del af strategien er det også vigtigt, at vi reagerer hurtigt på de henvendelser, vi får fra virksomhederne. Vi besvarer alle henvendelser indenfor 24 timer og virksomheder, der ønsker at rekruttere nye medarbejdere, kan ringe direkte på tlf. nr. 8888 4949, hvor der i jobcentrets åbningstid sidder en konsulent klar til at finde den rigtige medarbejder."
På Job- og Vækstcentrets hjemmeside; www.jobcentermiddelfart.dk kan virksomheder finde oversigt over Job- og Vækstcentrets serviceydelser og få direkte kontakt til en virksomhedskonsulent.