Uden Ib var der ingen Oktoberfest
Han har stået i spidsen for at arrangere Oktoberfest i Kolding de sidste fire år men egentlig så han gerne at andre tog over
Oktoberfesterne er, som de fleste nok ved, noget med at iklæde sig tyrolertøj, tage venner, kollegaer eller familie under armen og så drikke nogle meget store fadøl. For Ib madsen er Oktoberfest dog noget lidt andet. Han når nemlig hverken at få hat på eller at smage de kolde øl - under festlighederne, der i år foregår den 6. og 7. september arbejder han stort set i døgndrift, og det er uden at få en krone for det.
“Det startede egentlig med, at jeg var formand for Dalby GF og da vi i 2010 overtog arrangementet fra Business Kolding, da var det bare naturligt, at jeg stod for det. I dag er jeg stoppet både som formand og med at spille fodbold i klubben, men der er ikke andre der har lyst til at stå for det, så hvis jeg ikke gjorde det, så blev der ingen Oktoberfest”, lyder det fra Ib Madsen der i ugerne op til festlighederne bruger det meste af sine vågne timer på at få alt det praktiske på plads.
Hektiske døgn
For andet år i træk skal de to Oktoberfester holdes i et telt der bliver stillet op nede ved Godset. Lørdag aften er der allerede udsolgt, mens der stadig er billetter at få til fredagens fest.
“Der er rigtig mange ting der skal være i orden, inden vi kan byde folk velkommen. Så snart dette års fester er slut, så begynder jeg at arrangere næste års. Der skal sørges for mad, jeg skal finde en øl-leverandør, musikken skal bookes og der skal findes frivillige, så der er nok at se til”, smiler Ib Madsen, der selv er til stede både fredag og lørdag aften i teltet.
“I år har vi flyttet fokus tilbage til underholdningen. Der vil selvfølgelig være både DJ og band, men der vil også være lege som gæsterne skal deltage i. Desuden har vi gjort lidt mere ud af udsmykningen, så det håber jeg folk ligger mærke til”.
Fra underskud til overskud
Da Dalby GF overtog arrangementet fra Business Kolding var det en underskudsforretning. Sidste år gav de to Oktoberfester et overskud på 100.000 kroner til fodboldafdelingen i Dalby GF. Det tal håber Ib Madsen, bliver endnu større i år.
Vi har stadig cirka 300 billetter til salg til om fredagen, og dem skulle vi gerne have solgt. Men ligemeget hvad, så er det jo et stort beløb for sådan en lille klub som Dalby”.
Om få dage trækker hundredevis af koldinggensere i tyrol-outfitet og fester i timevis. Og indtil videre er det stadig med Ib Madsen som primus motor.
“Jeg gider nok ikke blive ved med det her i ti år, men lige nu har jeg det sådan, at det er bedre, at jeg gør det, end at det ikke bliver gjort”.
Oktoberfest
Siden starten i 2007 har Business Kolding stået bag arrangementet. I 2010 blev Oktoberfest Kolding overdraget til Dalby GF.
Der er plads til 900 mennesker til hver fest.
Sidste år blev der solgt 5000 liter øl.