Hold afstand, jæger
Husk at tjekke regler omkring jagtbegrænsninger på vandet, inden andejagten går i den 1. september
Andejagten går i den 1. september, og det er der mange jægere, der ser frem til.
Alle jægere med fast bopæl i Danmark har ret til at drive ikke-erhvervsmæssig jagt på fiskeriterritoriet. Der gælder dog en række regler, der begrænser den frie jagtret på fiskeriterritoriet.
Niels Gunnar Jensen fra Haderslev har henvendt sig til Lokalavisen, for at forhindre, at jægere på Haderslev Fjord begår ulovligheder på grund af uvidenhed eller manglende skiltning om de specielle begrænsninger, der gælder for netop dette område.
"Vi oplever mange gange i jagtårets løb, at både forbudszoner og forbud mod motorbådsjagt overtrædes. Politiet er underrettet, men som ofte, er "forbryderen" væk," fortæller Niels Gunnar Jensen, som opfordrer jægerne til at informere sig nøje om den gældende lovgivning.
"Specifikt på Haderslev Fjord har der i de senere år været en del lovovertrædelser, især i området fra Starup Kirke (Vesterris,red.) og øst på. Overtrædelser af de gældende bestemmelser om 500 meters afstand fra byzone, 100 meters afstand fra sommerhusområde, reservat og motorbådsjagtfrit område på Haderslev Fjord, resulterer i et dårligt image for jægerne eller et indgreb fra Politiet."
Følgende link giver et godt overblik over jagtbegrænsningerne på Fiskeriterritoriet: http://www.naturstyrelsen.dk/Naturoplevelser/Jagt/omjagt/hvoroghvornaar/Fiskeriterritoriet/