Fortsæt til indhold

Handelsgymnasiet opretter seks klasser

Arkiv
Arkiv

Den succes Sønderborg Handelsgymnasium på Business College Syd oplever med 158 nye elever betyder, at gymnasiet nu etablerer en sjette 1.hhx klasse. Dermed har gymnasiet plads til endnu 11 elever, før den røde lygte tændes. I fjor blev der til sammen ligning optaget 124 elever.
At gymnasiet går fra fem til seks klasser hilses velkommen af de otte elever, som har stået på venteliste til innovationsstudieretningen.
"I fjor havde handelsgymnasiet et mundtligt tilsagn fra ministeriet om, at vi godt måtte være flere end gennemsnitligt 28 elever i klasserne, idet eleverne ellers fik mere end fem kvarter til nærmeste handelsgymnasium. Ved skolestart i år fik vi at vide, at vi ikke kunne opretholde denne særstatus, og derfor gik ledelse og lærere med det samme i gang med at løse problemet. Det har vi gjort med etableringen af en sjette klasse, som betyder, at der ikke er over 28 elever i nogen klasser," siger Bente Esbensen Jensen, konstitueret direktør på Business College Syd.
Bliver de sidste 11 ledige pladser også besat, må eventuelt yderligere elever med ønske om en merkantilt orienteret studentereksamen tage til Aabenraa.
IBC Aabenraa, EUC Syds afdelinger i Aabenraa og Tønder er sammen med bl.a. institutioner langs vestkysten og Lolland Falster omfattet af en dispensation, der gør, at de gerne må have flere elever end 28 i klasserne. Ministeriets regler er fastsat ud fra bl.a. befolkningstæthed i de pågældende kommuner, og i denne kontekst er Sønderborg ikke udkantskommune.