En knokle-kamp
Avarta bed fra sig i en kamp, hvor FCR vandt uden at imponere
Endnu en gang har FCR spillet sig til point i 2. division øst.
I kampen mod Avarta, som blev spillet i Rådmandshaven, lykkedes det de lokale fodbold-helte at hente alle tre point hjem med resultatet 2-1.
At det skulle blive en sejr til FCR var dog på ingen måde givet igennem opgørets over 94 minutter.
Lokalholdet kom ellers fint fra start, og der var pres på gæsternes forsvar fra første minut, hvor blandt andet Emil Nielsen i det fjerde minut kunne have skabt problemer for Avarta.
Han kæmpede sig fri af modstandernes forsvar, men i sidste ende fejlede hans angreb, da der ikke var nogen fra FCR, der havde været lige så fikse til at smyge sig omkring Avarta-forsvaret.
Situationen kom til at være symptomatisk for FCRs præstation.
Rådvilde omkring mål
Lokalholdet havde bolden mere end gæsterne i 1. halvleg, men det var ikke det store, de fik stillet op med den.
Frem for at søge mod målet syntes FCR-spillerne rådvilde, når de kom i Avarta-forsvarets søgelys og flere målchancer blev forbiere.
Blandt andet skød Christian Hansen i 12. minut bolden over målet og i det 13. minut var det Nikolai Mikkelsen, der gjorde det samme.
Men FCR vandt, og det var blandt andet en hårdt arbejdende Christian Hansen, der gjorde det muligt.
Efter at have knoklet sig igennem næsten hele 1. halvleg, hvor han ofte var med til at skabe målchancer, gav indsatsen i 43. minut endelig pote.
Her fandt Christian Hansen pludselig et hul i Avartas forsvar foran målet, som han nådesløst udnyttede, så FCR kunne gå til pause med en 1-0 føring.
Sløj start
I 2. halvleg syntes FCR at have lidt svært ved at komme i gang.
I hvert fald lykkedes det flere gang Avarta at tilegne sig bolden, så lokalholdets forsvar måtte arbejde hårdt for at lukke ned for angrebene.
Dog var der også flere gange, hvor FCR kunne have gjort det til 2-0.
For eksempel da Emil Nielsen var millimeter fra at lykkedes med en aflevering, der ville have efterladt Rajko Lekic med en kæmpe målchance.
Men tingene ville ikke rigtig for FCR, og flere spillere præsterede under niveau, hvilket blandt andet gjaldt den ellers så stilsikre Rajko Lekic, der ikke kunne få styr på benene.
Igennem 35 minutter lykkedes det dog at holde FCR-målet frit, men så gik det galt.
En ærgerlig omgang kludrebold foran lokalholdets mål gjorde det muligt for en Avarta-spiller at skubbe bolden i mål.
Umiddelbart stod modstandernes målscore off-side, men det så dommeren ikke, og pludselig stod der 1-1.
Genfødt indsats
Scoringen var dog ikke kun dårlig for FCR.
Da Avarta udlignede skete der noget med lokalholdets spil.
Problemet med at finde ud af, hvor bolden skulle hen, forsvandt.
FCR satte kog under alle kedlerne, og Avartas mål syntes konstant belejret af en skov af blå trøjer, der kæmpede hårdt for at score.
Efter 10 minutter, hvor klokken var begyndt at tælle overtid, virkede det dog ikke til, at det hjalp noget, men så viste FCR igen, at hårdt arbejde betaler sig.
Emil Nielsen fangede en høj bold lige udenfor Avarta målet, og så var der mål.
Med sejren kan FCR glæde sig over, at de stadig ligger med helt oppe i toppen af divisionen, hvor de deler førstepladsen med Helsingør.
Næste gang FCR skal spille hjemmekamp er 8. september, hvor de kl. 13 møder Vanløse i Idrætsparken.
hw@roskildeavis.dk