Fortsæt til indhold

50 år med Fætter BR

Legetøjseventyret begyndte med en familieejet bladkiosk

Arkiv
Arkiv

Alle børn her i landet kender Fætter BR, med de færreste ved at han havde 50 års fødselsdag i onsdags, og at hans vugge stod i Skomagergade. BR en forkortelse af Børge Rasmussen, og han og hans kone Edith var i 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne indehaver af en bladkiosk, der også solgte legetøj.
I 1962 vendte den ene af Børge Rasmussens sønner, Henrik Gjørup, hjem fra et praktikophold i USA. Med sig havde han en drøm om at starte en butikskæde, hvor varerne blev behandlet som almindelige dagligvarer og at man kunne finde en af hans butikker i et hvert indkøbscenter.

Succes

Det tog ham ikke lang tid at overbevise sin far og broren, Bjarne Gjørup, om, at det helt nye og dristige forretningskoncept var en god idé. Det tog heller ikke lang tid at beslutte, hvilke varer, de skulle sælge. Det blev legetøj.
Den lille, familiedrevne bladkiosk i Roskilde solgte allerede legetøj op til jul, og familien kunne se, hvordan det udøvede magi på børnene og gjorde dem glade, eller som Børge Rasmussen udtrykte det:
- Når et barn får et stykke legetøj i hånden, smiler han eller hun af glæde, og hvad er mere inspirerende.
BR Legetøj blev navnet på den første butik, og den åbnede i Skomagergade 28. august 1963.
Henrik Gjørups idé viste sig at blive en kæmpe succes, som førte til en uventet vækst, der tog sin start i det østlige Danmark og bredte sig til hele landet, og endda til udlandet.

Den første BR-Legetøj lå i Skomagergade. Bygningen er nu revet ned.

Familieeje

Allerede i 1964 blev der etableret et lager i Tune, hvor kæden i forvejen havde kontor. I dag er der 300 butikker i familievirksomheden, og den beskæftiger flere end 3.000 fuldtidsansatte.
Top-Toy, som virksomheden bag Fætter BR hedder i dag, har altid været en familievirksomhed i ordets bogstaveligste forstand. Fra den allerførste dag har familier udgjort virksomhedens kernekunder, og det er stadig stifterens familie, der ejer virksomheden.
Familiebåndene er stadig stærke. Nu har tredje generation, i form af Peter og Lars Gjørup, overtaget den daglige ledelse af virksomheden.
ja-

Fætter BR butikken i Roskilde ligger stadig i Skomagergade. Her møder man Cecillie Hoffmann, Dorthe Christiansen og Nicoline Jensen.(Foto: Erling J.)