Babybibliotek på Uglen
HERFØLGE: Interessen for målrettede arrangementer for forældre på barsel har været stor i Ølby og Borup. Derfor udvider KøgeBibliotekerne konceptet Babybibliotek med arrangementer på Uglen, Herfølge Fællesbibliotek.
- Babybibliotek er små foredrag om de mindste børns udvikling og pleje, som vi afholder om formiddagen ca. en gang om måneden. Her er plads til barnevogne indendørs. Her er puslefaciliteter og her kan babyerne kravle, pludre og ligge på tæpper, imens deres mor eller far får viden og inspiration til hverdagen, fortæller børnebibliotekar Jeannette Debel Pedersen.
Foredraget onsdag den 11. september handler om babytegn. Ved at lære sit barn babytegn, giver man barnet mulighed for at dele sin verden og kommunikere med en, længe inden det formår at udtale sine første ord. Samtidig kan hele familien undgå en masse unødvendige frustrationer og konflikter, fordi barnet kan udtrykke, hvad det har brug for.
Foredraget en beskeden entre. Man kan købe billet på www.koegebib.dk, hvor der også kan læses mere om babytegn og om kommende arrangementer i Babybiblioteket.
Ved foredraget kan man købe Nana Winthers bog 'Babytegn – lær tidlig kommunikation med dit barn' til en speciel ”foredragspris”.
pm