"Mindfulness hjalp mig gennem kræften"
Mindfulness hjalp Connie Clausen på arbejdet og styrkede hende, da hun blev kræftsyg
Hun tager en rosin i munden. Aldrig har hun smagt så meget på en rosin i sit 62-årige liv. Connie og de andre kursister er blevet bedt om at smage grundigt på rosinen. Lægge mærke til hver en detalje i smagen, hvordan den rynkede overflade føles mod tungen og ganen. Alle sanseindtryk skal registreres.
Dette er et eksempel på, hvad Connie Clausen mødte på de mindfulnesskurser hun har deltaget i, og det er et godt eksempel på, hvad mindfulness handler om – at lægge mærke til, hvad der sker i nuet.
”Det var utroligt spændende at begynde på mindfulness. Jeg blev overrasket over, hvor hurtigt man blev afstresset af øvelserne,” fortæller Connie Clausen, der for nylig er gået på pension efter 44 års arbejde hos Post Danmark.
Åndedrættet i fokus
Det var i hendes tid hos Post Danmark, at Connie blev tilbudt et mindfulnesskursus, som hun nysgerrigt takkede ja til. Seancerne varede ofte 15 minutter, og der var især fokus på at træne sin bevidsthed om åndedrættet. De begyndte ofte med, lyden af en klokke, hvorefter roen faldt over forsamlingen. Af og til blev der slet ikke sagt noget under hele seancen.
Ingen sure miner
Da Connie sad ved telefonen hos Post Danmark, modtog hun ofte opkald fra frustrerede kunder, der lod deres irritation over Post Danmark gå ud over hende. Før i tiden kunne det være svært at være under beskydning fra gale kunder, men efter hun begyndte at bruge mindfulness, kunne hun mærke, at evnen til ikke at lade sig påvirke blev markant forbedret.
”Man kunne godt blive lidt frustreret over kunderne nogle gange, men så hjalp det at fokusere på vejrtrækningen,” siger hun.
Hjalp under kræftsygdom
Det er ikke kun i arbejdslivet, at Connie har draget nytte af mindfulness. I 2010 blev hun diagnosticeret med tyktarmskræft, og begyndte på kemoterapi.
Under forløbet oplevede hun at hun kunne håndtere den kvalme, der ofte opstår under kemoterapi, ved at finde roen og bevidstheden om åndedrættet. Det medførte også, at hun var i stand til at arbejde på deltid under forløbet. Et halvt år efter stoppede hun kemobehandlingen og blev erklæret rask.
Connie bruger stadig mindfulness af og til, blandt andet når hun skal falde i søvn.
Hun føler også, at hun hviler mere i sig selv nu. Da Connie sluttede et forløb hos en mindfulnessinstruktør, takkede hun hende for den fantastiske virkning det havde haft på hende, men instruktøren svarede:
”Du gjorde det jo selv.”