Grønt lys for Risø Park
Roskilde kan gå videre med erhvervs-område til 5.000 ansatte
Roskilde har af Miljøministeriet fået grønt lys til at gå videre med planen om den store Risø Park overfor det nuværende forskningscenter, øst for den gamle hovedvej. Her skal højteknologiske virksomheder have mulighed for at slå sig ned og trække på den avancerede forsking indenfor energi og andre områder, der foregår på Risø og ved RUC. Projektet ventes i løbet af en række år at kunne give op mod 5.000 velbetalte job, blandt andet til udenlandske ansatte hos de internationale firmaer, der allerede har vist interesse for at slå sig ned her. Hidtil er planerne blevet blokeret, fordi alle større erhvervsområdet i hele Hovedstadsområdet skal ligge i den såkaldte 'finger-plan'. Dvs. at de skal være tæt på de frem trafik-korridorer fra København og ud mod Helsingør, Hillerød, Frederikssund, Roskilde og Køge, hvor der også findes kollektiv trafik med jernbaner og stationer. Nye arbejdspladser Efter et besøg af miljøminister Ida Auken hos DTU-Risø-rektor Anders Bjarklev og borgmester Joy Mogensen har ministeriet nu valgt at gøre en undtagelse fra fingerplanen, fordi der er mange andre gode argumenter for dette erhvervs-område placeres ved Risø, hvis Danmark i det hele taget skal kunne tiltrække denne type virksomheder. - Hvis vi i Danmark skal bevare vores førerposition indenfor clean-tech, er det afgørende at skabe sådan et samarbejde mellem forskningen og industri, som der nu bliver mulighed for. Dermed kan virksomheder her blive konkurrencedygtige, så vi fastholder og skaber nye arbejdspladser, siger rektor Anders Bjarklev fra DTU-Risø. Borgmester Joy Mogensen er om muligt endnu mere begejstret: - Risø Park vil sætte Danmark og Roskilde på verdenskortet som et grønt vækst-laboratorium, hvor forskning og erhverv i samarbejde kan skabe en ny banebrydende teknologi. Det er en af de største og bedste nyheder for Roskilde i meget lang tid. Tidligere er det allerede besluttet at placere en ny avanceret vindtunnel samt Danmarks Grønne Iværksætterhus ved Risø. Første spadestik til den nye forskerpark bliver taget i 2014. tk