Fortsæt til indhold

Når livet efter en fødsel bliver svær

Møde om fødselsdepression og -psykose på Teaterbygningen i Køge.

Arkiv
Arkiv

FØDSEL: Det er en stor omvæltning, når familien bliver forøget og humørsvingninger, tristhed og angst kan optræde hos både mor og far efter en fødsel.
For nogen er det så voldsomt, at det kræver behandling. PsykInfo inviterer til en aften, der handler om, når livet efter fødslen er svær.
Arrangementet finder sted tirsdag 10. september kl. 19.00-21.30 i Teaterbygningen, Bag Haverne 1 i Køge.
Familieforøgelse er for langt de fleste en glædelig begivenhed, som både mor og far spændt ser frem til. Så snart graviditetstesten viser to streger, begynder den søde ventetid, hvor både maven og forventningerne vokser.
Men når barnet endelig kommer til verden, kan man som forælder få et chok. Livet med et spædbarn er måske ikke, som man havde forestillet sig. Følelserne er i opbrud, og det kan være svært at finde sig til rette i rollerne som mor og far.
At få en baby er en stor ændring, som det er normalt at reagere på. Mange mødre oplever tudeture i dagene efter fødslen, og humørsvingninger med tristhed og angst hos både mor og far kan optræde i flere måneder efter. For de fleste er reaktionerne forbigående, men for nogle bliver de så voldsomme, at det kræver behandling.
Til arrangementet fortæller Karin Sønderbo Førslev, klinisk psykolog, ph.d. om ligheder og forskelle mellem normale og behandlingskrævende reaktioner på det at blive forældre.
Jannett fortæller sin personlige historie om at få en fødselsdepression, og Mai fortæller om, hvordan hun har oplevet af få en tilpasningsreaktion og en fødselspsykose.
pm