Fortsæt til indhold

Handicappet lå 45 min. på jorden

Arkiv
Anette Gundlach

45 minutter måtte en handicappet mand ligge på jorden i den brændende sol på Dr. Sofiesvej, før vagtcentralen sendte en ambulance af sted. Ole Skov, der bor lige i nærheden, var tilfældigt kommet forbi denne 4. august og prøvede i den lange ventetid at hjælpe manden.
Da ambulancen kom, fik den tilskadekomne valget mellem at blive kørt til Køge, hvorfra han så ikke kunne komme hjem igen. Eller at vente i endnu to timer på en sygetransport, der så godt måtte køre ham til Roskilde Sygehus.
- Situationen er helt grotesk, når de ikke må modtage ham på skadestuen i Roskilde. Det samme gælder den lange ventetid på ambulancer. Hvis han havde fået hjertestop eller var bevidstløs, var han jo død nu, siger Ole Skov.
Han forstår ikke, at det skal være slås på den måde for at få en ambulance frem.
- Så er reglerne alt for stive, mener Ole Skov, som fik den besked, at det var en politisk beslutning, når han så at sige blev sendt rundt i manegen, mens han prøvede at hjælpe.

Lang ventetid

Den uheldige handicappede mand, der er 40 år, var væltet ned fra fortorvet med sin kørestol. I faldet havde han slået hovedet og fået en flænge i baghovedet, oplyser Ole skov.
Han kom manden til undsætning, da han tilfældigvis var på ulykkesstedet sammen med sin kone. Klokken 16.16 ringer Ole Skov 112.
- Jeg får så at vide, at der er lang ventetid på en ambulance, siger Ole Skov.
Den tilskadekomne mand er nu kommet om på siden, men ligger stadig på vejen og siger, at han har ondt i hovedet. Han kan ikke komme væk fra stedet, da han er lam i benene.
Ole Skov forsøger at hjælpe den tilskadekomne ind i skyggen og væk fra vejen, mens hans kone fortsætter med at forsøger at få alarmcentralen til at sende en ambulance.
De får så at vide, at ambulancen kun må køre til Køge Sygehus.
Den tilskadekomne vil dog helst til Roskilde Sygehus, da han ikke selv kan komme hjem fra Køge i sin kørestol og har det dårligt.

Overtalte sygeplejerske

Ole Skov får oplyst, at hvis sygeplejersken i stedet sender en sygetransport, kan han komme på Roskilde Sygehus. Til gengæld er der hele to timers ventetid på det.
Skov forklarer så sygeplejersken, at manden jo ikke kan ligge der midt på vejen i solen og vente i to timer. Han kan heller ikke komme ind i en taxa.
Efter en lang diskussion ender det Sp med, at sygeplejersken alligevel sender en ambulance ud til uheldsstedet. Klokken er nu lidt i 17, og straks efter blev manden hjulpet op og hans blodtryk målt.

Undgå Køge

Ambulancefolkene forklarede, at de ikke måtte køre den tilskadekomne til Roskilde Sygehus. Han fik derfor valget mellem at blive kørt til Køge Sygehus med ambulancen eller selv at køre hjem med kørestolen og vente halvanden time på en sygetransport.
For at undgå Køge mente den tilskadekomne trods et stort sår i hovedet, at han bedre kunne klare at køre hjem og vente hos sine forældre, der boede i nærheden.
Klokken 17 kunne alle endelig forlade uheldsstedet.
- Vi var alle dybt berørte af situationen, da det var så groft det vi oplevede, siger Ole Skov, der følte sig temmelig hjælpeløs, da hjælpen ikke kunne nå frem.

Kuk på skadestuen

Men det var ikke det eneste mærkværdige, Ole Skov oplevede med regionens sygehusvæsen denne dag.
Da han ville hjælpe den uheldige mand væk fra solen, faldt han selv pladask på halen og forstuvede ryggen. Så han blev også nødt til at tage en taxa til skadestuen, da han havde så mange smerter, at han ikke kunne køre selv.
Da han mødte frem blev han bedt om at ringe til en akutsygeplejerske, før han kunne blive oprettet i systemet og modtaget.
Her møder han en mand, der er kommet på skadestuen med en stor forbinding om hånden, fordi han er kommet til at skære det yderste af en finger. Han får også besked på at ringe til akutlægen med sin tilskadekomne hånd, før han bliver lukket ind.
- Det er jo helt galt, hvad jeg oplevede. De ansvarlige må simpelthen gennemtænke systemet i praksis, inden man indfører det. Nu er de ansatte bundet på hænder og fødder, så de reelt ikke kan udføre deres opgaver, siger Ole Skov som konklusion på dagen med galimatias i sygehusvæsnet.

Se debatten på Roskilde Avis's Facebookside.

ag@roskildeavis.dk