Er du dus med himlens fugle
Trygfonden gav over 1,5 mio. til haver for flygtninge ved Trekroner
'Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer', synger Poul Reichardt i den gamle Morten Korch-film om 'Vagabonderne på Bakkegården', der blev optaget ved Hvalsø. Samme omkvæd om naturens og de grønne planters positive betydning for menneskers sindstilstand ligger bag projektet om Roskildes Fælleshaver ved Trekroner, hvor flygtninge med grimme oplevelser bag sig får terapi ved at arbejde og opholde sig her. Onsdag overrakte Jane Wickmann, der er medlem af bestyrelsen for Tryg-fonden i Region Sjælland, et beløb på ikke mindre end 1,54 millioner kroner til flygtninge-haverne, der ligger ved Munksøgård. Her kan 15 flygtninge ad gangen nyde de fine omgivelser. - Vi syntes, det var et usædvanligt godt projekt, og derfor gav vi så stort et beløb. Normalt donerer vi langt mindre portioner ad gangen, siger Jane Wickmann.