Flere kræfter til idrætten
Yderligere tre idrætsskoler er kommet til Roskilde
Folkeskolen er en tid, hvor man i mange år har fokuseret på at udvikle børns hjerner.
Men med tiden er der kommet mere og mere fokus på, at det også er vigtigt at udvikle ungernes kroppe.
Allerede tilbage i 2010 tog Roskilde Kommune et stort spring for at få mere bevægelse ind i skoleskemaerne ved at oprette tre såkaldte idrætsskoler.
Skolerne var Gadstrup Skole, Baunehøjskolen og Tjørnegårdsskolen, som med det nye prædikat lagde sig fast på at gøre motion en vigtigere del af udvalgte klassers hverdag.
Nu er der kommet tre nye idrætsskoler Roskilde.
Lindebjergsskolen, Sct. Jørgens Skole og Trekronerskolen har alle fået grønt lys til at gå i gang med at sætte mere fut under de unge sjæle, hvilket blev markeret med en reception på rådhuset.
- Vi forventer, at et øget fokus på idrætten og bevægelse vil være med til at påvirke både indlæring og trivsel, fortæller Jon Lissner, som er skoleleder på Trekronerskolen.
- Måske vil det tage noget tid, før vi rigtig kan se resultater på indlæringen, men vi forventer helt klart, at trivslen vil stige mærkbart indenfor kort tid, tilføjer han.
Holdningen er vigtigst
Jon Lissner bakkes op af skoleleder på Sct. Jørgens Skole Flemming Jørgensen og viceskoleleder på Lindebjergsskolen Henning Rasmussen.
Selvom det i praksis kun drejer sig om, at der lægges to ekstra timer ind om ugen til bevægelse i de påvirkede klasser, er de tre mænd meget glade for mulighederne statussen som idrætskole giver.
- For mig drejer det sig slet ikke om, hvor mange timer, der bliver brugt på de forskellige ting.
- Det er holdningen bag idrætsskolerne, jeg tror, er vigtigst, for den giver plads til udfoldelse på en helt anden måde, end vi før har set, fortæller Henning Rasmussen.
En naturlig udvikling
For de ansatte på skolerne kommer titlen som idrætsskoler til at betyde, at de må vænne sig til at gøre tingene på en lidt anden måde, end de før har gjort.
For at hjælpe dem på vej vil der være organiseret efteruddannelse, men både Jon Lissner, Flemming Jørgensen og Henning Rasmussen er helt overbeviste om, at det ikke bliver svært for de ansatte.
- Selvfølgelig er der nogle udfordringer for lærerne, da mange ting bliver vendt på hovedet, når man nu pludselig skal til at opfordre til at eleverne bevæger sig i klassen og løber lidt på gangene, siger Flemming Jørgensen.
- Men tingene regulerer sig helt naturligt, og jeg tror helt sikkert, at lærerne sagtens kan indarbejde bevægelse i undervisningen på en naturlig måde, tilføjer han.
Tiltagene som idrætsskole træder i kraft med skole året 13/14, og det er i første omgang 0.-2. klasserne, der nyder godt af de ekstra idrætstilbud.
De tre skoler får også en sjat penge fra kommunen til at hjælpe tingene i gang.