BMW stak af fra politiet
Susie Jessen
En BMW på gule nummerplader stak fredag aften klokken 18.24 af fra politiet, da en patruljevogn forsøgte at bringe bilen til standsning på Dons Byvej ved Vejlevej i Kolding. Politiet ville standse bilen, da man mente, at det var mærkeligt, at bilen, som var en personbil, havde gule plader. Bilen tog flugten ad Vejlevej og ud på Sønderjyske motorvej i sydgående retning. Her formåede BMW'en at køre fra politiet i meget høj fart. Hvis man skulle have oplysninger om bilen, kan lokalpolitiet i Kolding kontaktes på telefon 114.