Høje Kolstrup indstillet til pris
Høje Kolstrup og Aabenraa kommune er indstillet til Byplanprisen for at gøre Høje Kolstrup mere attraktiv
Dansk Byplanlaboratorium og Akademisk Arkitektforening har nomineret Aabenraa Kommune og boligforeningen Salus til den prestigefyldte Byplanprisen 2013 for omdannelsen af bydelen Høje Kolstrup til et attraktivt sted at bo
Høje Kolstrup er nomineret til Byplanprisen 2013 på grund af den udvikling, der er sket i bydelen de seneste år, hvor der er gennemført både fysiske og sociale helhedsplaner.
Hjertet i projekt Høje Kolstrup har været at løfte et socialt udsat boligområde ved hjælp af en fysisk fornyelse af området og ved samtidig at koble de fysiske rammer i bydelen sammen med de borgere, der bor der.
Det er sket ved, at man har renoveret almene boliger, og at man har skabt et naturligt centrum i bydelen med det aktive torv. På det aktive torv er der spille- og legearealer, der kan motivere og engagere beboerne til at samles på tværs af boligformer og kulturer, hvilket også sker i samspil med Høje Kolstrups bydelsråd, som er etableret i forbindelse med områdefornyelsen.
"Jeg er utrolig stolt af, at Aabenraa Kommune og boligforeningen Salus er nomineret til Byplanprisen. Det er en stor hæder, for prisen tildeles bestemt ikke et hvilket som helst byplanprojekt. Prisen er et kvalitetsstempel", pointerer borgmester Tove Larsen.
"At være nomineret til prisen er også en anerkendelse af, at hvis man tænker byplanlægning bredere end de fysiske rammer, så kommer man meget længere. Områdefornyelsen i Høje Kolstrup er blevet til i et regulært samarbejde med de folk, der bor i bydelen. Den har altså ikke bare handlet om, at der skal se flot ud, men i høj grad også om, at der skal være rart at være for dem, der bor der", forklarer Tove Larsen.
Om Høje Kolstrup løber med Byplanprisen 2013 foran de andre nominerede, bliver afgjort 26. september.