Kæmpehummere på menuen på Arken
Restaurant Arken bød i denne uge på fire enorme hummere blandt meget andet godt på sin populære fiske- og skaldyrsbuffet.
BUFFET: Der var et par frygtindgydende krabater på menuen på Restaurant Arken på Køge Marina i denne uge, da restauranten modtog fire gigantiske hummere til sin traditionelle og yderst populære torsdagsbuffet.
Den mindste af hummerne vejede 5,8 kilo, mens den største var helt oppe på 7 kilo.
- Vores fiskeimportør sagde, at den store var den største han havde set gennem sine 40 år i branchen, siger restauratør Linné Sommer med et smil.
Der var tale om canadiske hummere, og mens det er umuligt med sikkerhed at aldersbestemme hummere, så menes disse eksemplarer at være op mod 100 år gamle.
Arken fortsætter i øvrigt med at have fiske- og skaldyrsbuffet hver torsdag frem til og med den 26. september. Der er allerede udsolgt til den 12. september, mens der er få ledige pladser de øvrige dage.
Til gengæld har Linne Sommer besluttet at forlænge sæsonen for den populære buffet med to ekstra torsdag - den 24. og den 31. oktober - så der bliver to ekstra chancer for at få en fiskeoplevelse ud over det sædvanlige.
mr