Fortsæt til indhold

Ægte-skabet i hallen

Ægteparret Kurt og Bente Jeppesen opgav for 25 år siden deres arbejde som lærer og elektromekaniker for at starte forfra som halinspektører i KFUM hallen. Parret har netop fejret deres 25 års jubilæum

Arkiv
Susie Jessen

Når Bente og Kurt Jeppesen af og til går en tur igennem Kolding by, er der ofte ansigter, der hilser på, som parret slet ikke kan huske.
For det er ikke nemt at holde styr på de tusindvis af mennesker, der i løbet af de sidste 25 år har haft noget at gøre med halinspektørerne, som er blevet en fast del af tapetet i KFUM hallen i Kolding.
"Det er meget sjovt. For vi er begyndt at opleve, at de børn, der kom i hallen, da vi startede, nu kommer i hallen med deres egne børn. Det er en rigtig god følelse, at man kan se, at de også gerne vil give de oplevelser, som de har haft her videre til deres børn", fortæller Bente Jeppesen og kigger på sin mand.
Parret overtog halinspektørarbejdet i august 1988 og flyttede ind i en lejlighed, der på det tidspunkt var tilkoblet hallen.
Her boede de i to år med deres tre børn, indtil de besluttede at flytte i hus ikke langt derfra.
"Vi kunne jo aldrig holde fri, da vi boede der. Folk bankede på, og sagde, at de ikke ville forstyrre, men det gjorde de jo lidt alligevel", siger Kurt Jeppesen og smiler.
I 1988, var det kun Bente og Kurt Jeppesen, der stod for hallen. I dag er der i alt 10 mennesker, som har deres daglige arbejde der. Og i løbet af de 25 år, er der da også sket en del, påpeger parret.
"Da vi startede op, var der for eksempel ikke noget, der hed senioridræt. Det kom først, da efterlønnen for alvor kom i gang, og folk var friske til at dyrke idræt. Og så har vi jo fået mange flere aktiviteter siden. For eksempel vores squashbaner og sporttellet", lyder det fra Bente Jeppesen med henvisning til overnatningsmulighederne, der også er i hallen.

Sammen hele døgnet

Bente og Kurt Jeppesens hverdag byder på alt fra at stå i kantinen, til bogholderi og vedligeholdelse af området omkring bygningerne.
Det er usædvanligt for nutidens halinspektører, da man ofte udliciterer arbejdet i eksempelvis kantiner, til virksomheder, der lejer sig ind.
I begyndelsen arbejdede parret fra morgen til aften, men i dag er der skruet ned for timerne. Dog er parret sammen hele døgnet og det kan godt være en udfordring ind imellem, afslører Kurt Jeppesen.
"Man lærer hvornår man skal lukke døren og hvornår man skal holde sin kæft. Og så er vi enige om, at vi tager den når vi kommer hjem, hvis vi er uenige om noget. Men det går faktisk ret godt. Vi hænger jo ikke på samme kontor hele dagen, så man mærker ikke helt, at man er sammen hele dagen", siger Kurt Jeppesen som helst så, at hallen overtages af et andet ægtepar, når parret stopper.

Pension på vej

Og i følge Kurt og Bente lader det til, at der ikke går lang tid inden KFUM skal til at se sig om efter et par nye halinspektører, der skal overtage arven fra Kurt og Bente.
"Vi bliver ved i to - måske tre år endnu. Men så stopper vi også. Jeg tror vi bliver for trætte og man skal stoppe mens man stadig synes, at man har gnisten, siger Bente Jeppesen. Både hun og Kurt er enige om, at de nye halinspektører ville have en fordel, hvis de var et ægtepar.
"Det er nogle skæve arbejdstider, som man kommer ud for. Og der er det nok nemmere, hvis man er to om det i et ægteskab", fortæller Kurt Jeppesen.
Bente og Kurt rydder kaffekopperne ad vejen og bevæger sig op i kantinen, hvor en håndfuld mennesker nyder deres frokost eller en kop kaffe. I bagggrunden er der en skramlende lyd af stål fra køkkenet, hvor der arbejdes på mad til gæsterne, der skal have fyldt energidepoterne op efter en omgang gymnastik i hallen.
Alle hilser og nikker, når Bente og Kurt kigger forbi. Kendte ansigter i en hal, hvor man er på fornavn med hinanden. For som ægteparret siger:
"Folk skal helst føle sig hjemme her hos os".