Stort familieløb ved Ellemarken
KØGE: Søndag den 8. september bliver der igen trængsel på stierne i og omkring boligområdet Ellemarken i Køge. Det årlige familieløb fløjtes nemlig i gang klokken 10.00 og alle er velkomne.
Det er Ellemarkskolen, der i samarbejde med Ellemarkens sundhedsprojekt Sund Zone og Køge Atletikforening igen i år udfordrer børn, unge og gamle til enten at løbe eller gå distancerne 2 km, 3 km eller 8 km.
Sidste år var første gang, der blev løbet familieløb i Ellemarken, og tilbagemeldingerne fra deltagere og medvirkende har kun været positive.
- Børnene syntes det havde været så sjovt og meget professionelt med nummer på maven og medaljer og det hele, fortæller pædagog på SFO Raketten Karin Sjørslev og fortsætter:
- I år ved børnene, hvad 'Ellemarkens Familieløb' handler om, og derfor har de også presset os voksne til at komme i gang. Vi skal træne op til løbet. Vi får jo medaljer, siger de.
- Vi havde en gruppe af piger, der dannede løbeklubben 'Powergirls' og efterhånden blev det så populært, at vi fik idéen til 'Ellemarkens Familieløb', fortæller Karin Sjørslev.
Maibritt Thulin, pædagog på SFO Spidsen, fortæller, at de ældste børn har dannet sin egen 'Triatlon klub', som udspringer af løbeklubben.
- De store cykler ned til Søndre Strand, hvor de løber 2 km og derefter bader. Det var været en stor succes, fortæller Maibritt Thulin.
Også i år fløjter formanden for Køge Kommunes Sundhedsudvalg Randi Hansen (A) familieløbet i gang.
- Det er vigtigt med arrangementer som 'Ellemarkens Familieløb', hvor hele familien kan deltage på tværs af etniske tilhørsforhold. Jeg mener også, det er vigtigt, at andre borgere kan se, at Ellemarken er et sted, hvor fællesskabet trives. Personligt synes jeg, Ellemarken er et dejligt område, siger Randi Hansen, der ikke er den eneste, der glæder sig til at komme ud i den friske luft i Ellemarken.
"Ellemarkens Familieløb" er både for beboere i Ellemarken og for alle andre, der ønsker en sjov og aktiv dag sammen med familie og venner.
De store fra Idrætslinjen på 10. årgang står igen i år for at vise vej ude på ruten og dele frugt og vand ud. Det er en stor hjælp, men alle andre må meget gerne komme og hjælpe til.
- Køge Atletikforening har professionelle tidsmålere, så alle får en helt nøjagtig tid. Det er de helt samme ruter som sidste år. Så man kan jo prøve at slå sin egen tid, fortæller skoleleder Lone Svarre Petersen fra Ellemarksskolen, der igen i år vil stå ved mikrofonen ved målområdet og heppe løberne i mål.
WIKA Super Best og Boholte Butikcenter har sponsoreret frugt og grønt og Køge Vandforsyning har sponsoreret drikkedunke til alle deltagere i 'Ellemarkens Familieløb'.
pm