Sidst til mølle
Ny radikal kandidat efterlyser grønt alternativ til vindkraft fra Peter Madsen og byrådets flertal
Normalt er det modsatte bedst, men under det politiske opgør i Roskilde om plads til store landbaserede vindmøller gjaldt det nærmest om at komme ’sidst til mølle’. Efter kraftige indsigelser fra beboerne i de udpegede mølle-områder ved St. Valby, i Slæggerup og i den sydlige udkant på grænsen til Solrød, har et stort flertal i byrådet nemlig fastslået, at nu kommer der ikke store vindmøller på land i Roskilde. Alle er dog ikke lige tilfreds med denne afvisning, når der ikke er peget på et alternativ til, hvordan kommunen vil leve op til landets overordnede politik om at udlede mindre kultveilte.
Nej er ikke nok
En af dem er Jeppe Trolle (JT), der er nummer to på den radikale liste til byrådsvalget og medlem af partiets hovedbestyrelse. Han har gode chancer for at blive valgt ind, hvis partiet får to mandater, som undersøgelser peger på. Roskilde Avis har sat den 44-årige gymnasielærer fra Teknisk Skole stævne ved rastepladsen på A6 med udsigt til forsøgsvindmøllerne ved Risø. Her møder også Venstres Peter Madsen (PM), som har været med i byrådet siden 2001. Den 55-årige cand. scient. pol, der arbejder som chefkonsulent i Erhvervsstyrelsen, var en af de første og skarpeste kritikere af planerne om vindmøller på land i Roskilde. JT: - Jeg er enig i, at kommunen skal lytte til naboernes bekymring og stoppe de store landmøller. Men det er ikke nok at sige Nej. Så må man i stedet komme med andre forslag, og det har byrådets flertal foreløbig ikke gjort.
Andre løsninger
- Efter min opfattelse er det for hurtigt at afskrive vindmøllerne, før alle muligheder er undersøgt. I Roskilde har vi også en pligt til at leve op til de mål, der er fastlagt i Danmarks overordnede klimapolitik. PM: -Nu er der heldigvis stort flertal mod de store vindmøller på land i kommunen, men det var jo mere usikkert ud i starten af debatten, hvor V i den sag stod lidt alene. - Landets overordnede klimapolitik skal ikke gennemføres på samme måde i alle kommuner. Roskilde er så tæt befolket, at vi ikke har samme muligheder for de store vindmøller som i mere øde egne af landet, hvor der ofte også er mere vind. - Så må vi prøve at yde vores bidrag på andre måder. Et eksempel kan være bedre asfalt, der kraftigt reducerer dæk-modstanden for bilerne. Her kan også hentes en del. Peter Madsen vil heller ikke afvise miljøminister Aukens nye forslag om bedre sortering af affald i husstandene, hvis det kan gøres på en praktisk og effektiv måde.
Møller på Risø
Dobbeltinterviewet foregår med udsigt til Risø, der allerede har en række test-møller stående og er førende indenfor dansk forskning i vindenergi. Så det er nærliggende at spørge de to lokale politikere, om der ikke kan opstilles store møller ved siden af det atom-affald, som foreløbig er deponeret her. JT: - Jo, det kunne da være en mulighed, men ellers tror jeg, at solceller kan være det bedste alternativ her i kommunen. PM: - Store vindmøller her vil ødelægge den smukke natur ved Roskilde Fjord. Jeg tror også, at de kommer for tæt på nogle af nabo-bebyggelserne. tk