Fortsæt til indhold

Bilister skal vænne sig til én bane

Man skal være lidt fleksibel når man skal finde rundt om vejarbejdet på Gammelting

Arkiv
Arkiv

Hvor der tidligere har været to vognbaner på Teaterstien er der nu kun én. Det kræver lidt tilvænning for bilisterne.
For et par uger siden blev der lavet nye vejbaner i krydset ved Gammelting. En af ændringerne er, at der nu kun er afmærket én vognbane på Teaterstien, hvor der tidligere har været to, og det kræver tilsyneladende lidt tilvænning.
“Vi oplever, at bilisterne stadig forsøger at placere sig ved siden af hinanden og kører op på siden af hinanden, selvom der ikke længere er plads. Det må være de lokale bilister, som kører på rutinen, og ikke er opmærksomme på, at der er kommet ny afstribning,” siger trafiksikkerhedsmedarbejder i Haderslev Kommune, Sonja Svendsen.
Årsagen til at der kun er én vognbane på Teaterstien, er, at hele Gammelting-krydset er blevet trafiksikret i forhold til de bløde trafikanter. En del af den ene vognbane på Teaterstien er derfor gået fra og er blevet til cykelbane.
Krydset skulle gerne blive mere sikkert for cyklister, men når der er trafikanter, der kører ind over cykelbanen, så to biler kan holde ved siden af hinanden, så lykkedes det ikke rigtigt. Haderslev Kommune håber, at bilisterne tager den nye afstribning til sig i løbet af kort tid.
“Det kan godt tage lidt tid at vænne sig til forandringerne i krydset, og lukningen af Laurids Skaus Gade er måske med til at skabe lidt forvirring i krydset, men vi opfodrer folk til at respektere den nye afmærkning og tage hensyn til cyklisterne,” siger Sonja Svendsen.