En bette verden

Det er ærligt talt en Bette verden vi lever i, tænker jeg, alt mens jeg sidder i vores røde sofa.
Udenfor skinner solen, men jeg opfører mig underligt som så mange andre mennesker også gør. Ignorerer virkeligheden omkring mig, for at scrolle rundt i en virtuel verden.
Og så alligevel ikke. Jeg har nemlig taget arbejdscomputeren med hjem, sat den til stikket og vupti, så kunne jeg fra min egen stue komme hele verden rundt. Uden besvær.
Nej, nej, nej, ikke via internettet, for det gider jeg ikke bruge meget krudt på, når arbejdsdagen er slut, men jeg har fået en nørdet hobby.
Jeg søger lidt rundt på Google Earth, og må erkende at det dog er en uhyggelig speciel opfindelse.
Ved at skrive Forest Lake, Minnesota i søgefeltet finder maskinen selv frem til byen i den amerikanske delstat, hvor jeg engang boede ti dage.
Jeg har aldrig set til byen siden, og da jeg ikke selv tog billeder dengang af selve byen, var den egentligt forsvundet ud af mit sind. Men pludselig kan jeg se, at der stadig ikke er fortov på hovedgaden og der ligger stadig en fastfood-kæde på hjørnet af to veje, der deler den lille by i to.
Verden er blevet et voldsomt mindre sted med Google Earth. Man kan scrolle ind på Tokyo og se, at den by er da godt nok så stor, at København er en landsby ved siden af.
Man kan se den forvitrede kystlinje på en russisk ø i Ishavet, man kan se små landsbyer midt i Afrika, man kan se Rotterdams havn, man kan se den vej, jeg selv bor på, man kan kort og godt se stort set alt.
Ok, og så alligevel ikke, for noget, der er meget vigtigt, kan man ikke se. Ved hjælp af sateliterne kan man ganske vist nu komme helt ned i taghøjde på syriske byer. Eller på bjergskråningerne i Nordkorea.
Men man kan ikke se ansigterne på de folk, der lever der. Hvad de tænker eller hvordan situationen er inde i deres hoveder, eller hvordan deres familier har det. Man kan ikke engang se, hvordan vejret er, for på Google Earth skinner solen alle steder over hele verden.
Så som så mange andre ting her i livet, kan vi få så mange nye oplysninger hele tiden, men vi skal være kritiske undervejs.
Også med det her, men for en geografi-nørd som mig, der sammenlagt brugte dage af sin barndom på at tegne fiktive lande og kort, er det her nu på sin egen måde en af teknologiens mest sjove opfindelser.
Verden er ganske enkelt blevet markant mindre, når man på et minut kan se forstæderne i Mexico City eller vejen hen til lufthavnen i Hong Kong uden nogensinde at rejse sig fra stolen.
Endsige kommer derhen sådan helt fysisk.
Jeg lukker ned. Min virkelighed er trods alt lige her. Udenfor i skyggen ligger vores tykke kat og slænger sig. Ovenpå pusler Anne, eller er det Signe, og min mave knurrer.
Jeg er sulten.
Virkeligheden er mere jordnær end det, som alverdens satelitter kan vise os. Men det er fedt, at satelitterne omvendt også kan vise os den helt konkrette tegning af den verden, vi lever i.
Vi kan være opdagelsesrejsende uden at flytte os. Mon Christoffer Columbus ville være misundelig, hvis han vidste alt det her den dag i 1492, hvor han rejste ud i det ukendte...?