Alberte vandt guld
Fredericia Triathlon Team høstede medaljer ved Nordisk Mesterskab Triathlon for ungdom
Fredericia Triathlon Team stillede med fire deltagere til de nordiske mesterskaber i triathlon for ungdom i Norge lørdag den 17. august. Der blev dystet i to klasser, 16-17 år og 18-19 år. Alle skulle svømme 750 m, cykle 20 km og løbe 5 km.
Hos kvinderne stillede 15-årige Alberte Kjær Pedersen til start i 16-17 års klassen. Alberte var efter svømningen lidt over et minut efter de førende. Med en flot cykling på de 20 km fik Alberte arbejdet sig op fra fjerde til andenpladsen. Hun var inden det afgørende løb 1:10 minutter efter den førende, men Alberte fik igen vist at hun er suverænt godt løbende. Hun ikke kun indhentede den førende, men distancerede hende med 3:30 minutter på de fem km løb. Alberte kunne således løbe over målstregen med armene i vejret som vinder af guldmedaljen og det nordiske mesterskab i triathlon i 16-17 års klassen.
Hos herrerne fik Mikkel Jensen (i klassen 18-19 år) en 7. plads. Emil Deuleran Hansen (16-17 år) fik en flot 3. plads og dermed bronzemedalje ved dette års nordiske mesterskab. Jacob Jensen måtte desværre udgå med maveproblemer undervejs.
"Et flot nordisk mesterskab for deltagerne fra Fredericia Triathlon Team. En guldmedalje, en bronzemedalje og en 7. plads i nogle meget stærke felter er virkeligt flot af de unge atleter, der alle kan være stolte af deres indsats. Synd for Jacob, at han desværre måtte udgå med maveproblemer," siger formand for Fredericia Triathlon Team, Carsten Andersen.