Fortsæt til indhold

Besøg kan aflæses på bundlinjen

Regentparrets besøg på Aarø og i Haderslev har givet masser af god omtale

Arkiv
Arkiv

Juni måneds royale besøg i Haderslev Kommune var et par festlige dage, der langtfra er glemt. Nu er alle udgifter samlet, og det royale regnestykke gjort op. Samtidig kan Aarø melde om, at både det royale besøg, det gode vejr og mediernes fokus på Aarø har haft en positiv effekt på turismen hen over sommeren.
Regningen for det royale besøg i Haderslev og Aarø er nu gjort op. Besøget startede med Gardehusarernes opvisning i Damparken den 5. juni og sluttede med to dages besøg af Regentparret på Aarø og i Haderslev. Udgifterne i forbindelse med besøget løb op i cirka 1.1 million kroner - et beløb som var på Økonomiudvalgets dagsorden i går, hvor det blev godkendt. De 1,1 millioner kroner er primært brugt hos lokale leverandører.
“Vi ved, at der altid er stor fokus på udgifterne, men der er ikke noget overraskende i beløbets størrelse. Det er især udgifter til forplejning, transport og klargøring af byen, der har været de store udgiftsposter,” siger borgmester Jens Christian Gjesing.
Haderslev Kommune har også fået lavet en medieanalyse af Infomedia, der viser, at omtalen af det royale besøg resulterede i mere end 500 artikler. Infomedia har vurderet artiklerne til at have en annonceværdi på 3,7 millioner kroner.
“Det er altid svært at måle værdien af den slags begivenheder, men der er ingen tvivl om, at vi i forbindelse med besøget fik fortalt nogle af de mange gode historier fra kommunen. Hvad der er lige så vigtigt er, at det var en begivenhed, der involverede og samlede mange. De tilbagemeldinger, jeg har fået, er, at det var et par mindeværdige dage for både unge og gamle,” siger Jens Christian Gjesing.
Et af de steder, der i den grad var i fokus under det royale besøg, var Aarø. Den lille ø med godt 160 beboere har lige siden besøget oplevet en stor interesse. Alene i juli sejlede færgen med 51% procent flere passagerer sammenlignet med juli sidste år, hvilket gav en merindtægt på 220.000 kroner. I alt har færgen sejlet 30.000 passagerer frem og tilbage i juli. I lystbådehavnen har der været en fremgang på 26 % i juli.
”Turismemæssigt har sommeren været helt fantastisk på Aarø, og vi har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger fra de erhvervsdrivende på Aarø,” siger Jens Christian Gjesing.