Lyst til at leve sundere
TV-stjernen Christian Bitz afviste de løftede pegefingre på Hestetorvet
- Hvis vi kan give folk lyst til at leve bare lidt sundere, er der vundet meget, sagde Christian Bitz, som leverede hovedoplægget i Region Sjællands debattelt ved lørdagens sundhedsdag på Hestetorvet. Han er cand. scient. i ernæring og blandt andet kendt for sit tv-program om fødevarernes indhold. - Alle behøver jo ikke spise det samme for at få det bedre. Sundhed kan være forskellig fra den ene person til den anden, understregede han. - Derfor skal hver enkelt finde sin egen balance med sundhed i maden, og vi skal ikke hele tiden slå folk oven i hovedet eller bruge løftede pegefingre. Fin mad på Herlev Christian Bitz er også tilknyttet Herlev Sygehus, som for nylig har ansat flere top-kokke fra Michelin-restauranten Noma. - Nu er maden blevet så god på hospitalet, at der ikke bliver smidt ret meget ud længere. Tidligere var det ellers store mængder, der bare blev kasseret, og derfor har det ikke været dyrere at lave mad i den kvalitet. - Mad har stor betydning for både behandling og helbredelse. Men det vigtigste er i første omgang, at vi får dem, der lever mest usundt, til bare at spise lidt bedre. Så er der vundet rigtig meget, konkluderede Christian Bitz. tk