Fortsæt til indhold

Lastbiler overser højdevarsling

Ved Tåstrupvej i Solrød.

Arkiv
Arkiv

TRAFIK: Tre gange på to uger har lastbilchauffører overset de mange varslinger om nedsat højde ved broen, der fører Køge Bugt Motorvejen over Tåstrupvej ved Solrød.
Det får nu Vejdirektoratet til at indskærpe chauffører i høje køretøjer, at de skal være opmærksomme på advarselstavlerne, lysene og bommen på de opstillede portaler.
Projektleder Preben T. Pedersen fra Vejdirektoratet fortæller, at køretøjer højst må være 3,7 meter høje, hvis de skal passere under broen.
- Vi har skiltet efter alle regler på stedet, så det er lidt uforståeligt for os, at der stadig er chauffører, som forsøger at komme igennem, selv om deres køretøjer er højere end 3,7 meter. Indtil videre er der heldigvis kun sket materiel skade, men vi må på det skarpeste henstille til chaufførerne, at de er opmærksomme på advarselstavlerne på stedet, siger Preben T. Pedersen.
Årsagen til den lavere kørselshøjde under broen er, at Vejdirektoratet forbereder at rive den ene halvdel af broen ned og opføre en ny.
Bronedrivningen sker i weekenden 6.–9. september som led i Vejdirektoratets arbejde med at udbygge Køge Bugt Motorvejen fra seks til otte spor på strækningen Greve S – Solrød S.
pm