Vejle får en helt ny avis
Lokalavisen Budstikken vil fremover udkomme to gange om ugen
Fra den 19. april vil Lokalavisen Budstikken Vejle udkomme to gange om ugen. Den normale avis vil fortsat blive husstandsomdelt i godt 43.000 eksemplarer midt på ugen. Den nye avis, Lokalavisen Weekend Vejle, omdeles i Vejle i løbet af fredag og lørdag.
"Vi vil gerne intensivere vores dækning af Vejle og det levende liv i byen. Igennem de seneste år har vores avis udviklet sig voldsomt, og vores netavis vokser dag for dag. Nu tager vi endnu et skridt - et stort skridt - for at imødekomme både læsernes og handelslivets ønske om endnu mere Lokalavis," siger mediechef Charlotte Pour.
Planerne om den nye weekendavis blev præsenteret for kunder, kilder og samarbejdspartnere i sidste uge. Og den blev godt modtaget, oplyser Charlotte Pour.
"Vi har med det samme oplevet en stor interesse. Annoncører og samarbejdspartnere er glade for den nye platform, hvor de og byen kan præsentere sig. Og ifølge vores journalister har også de redaktionelle kilder udtrykt glæde over, at byen nu får en helt ny avis. Det er en stor fornøjelse få så varm en modtagelse," siger hun.
Oplevelser i massevis
Den nye weekendavis vil være anderledes end Lokalavisen Budstikken Vejles ?gamle? avis, fortæller ansvarshavende chefredaktør Claus Krogh.
"Weekend-udgaven vil indeholde meget forbrugerstof, anmeldelser, kulturomtaler, tests, opskrifter og andet. Ligesom vores midtugeavis vil weekendudgaven også indeholde artikler om Vejles mennesker, liv og nyheder. Men layoutet og den redaktionelle linje er lidt anderledes. Og hvor midtugeavisen er den dagsordenssættende ugeavis, vil weekendavisen i højere grad indeholde inspiration til et spændende liv og en berigende weekend for hele familien," siger Claus Krogh.
I forbindelse med den nye udgivelse udvider Lokalavisen Budstikken sin redaktion. Og journalist Ina Bjerregaard bliver redaktør på weekendudgaven.
Lanceringen af den nye avis går stik imod den tendens, der mange steder i landet fører til en tyndere og mindre lokal redaktionel dækning.
Borgmester Arne Sigtenbjerggaard glæder sig over udsigten til yderligere dækning af Vejles liv og handel.
"Lokalavisen Budstikken er efter min mening en rigtig god avis. Den byder på en stærk blanding af artikler og annoncer. En ny avis lige op til weekenden er supergodt. Og hvis den kan hjælpe byens detailhandel, vil det gøre mig endnu mere glad. For det har detailhandlen fortjent," siger borgmesteren.
City Vejle: Spændende
I detailhandlens egen forening, City Vejle, glæder både formanden og citychefen sig over udsigten til endnu mere omtale af byens liv og handel.
"Al den eksponering, Vejle kan få, bakker vores mission op," siger City Vejles formand, Henrik Heiring Sørensen, som sekunderes af citychef Michael Pedersen.
"Jo mere, der skrives om byen, jo bedre," siger Michael Pedersen.
Henrik Heiring Sørensen glæder sig over, at et af City Vejles medlemmer udvider og investerer i byen.
"Det er altid glædeligt, når et medlem udvider og satser på byen. Hver gang vi tiltrækker investeringer, bekræfter det byens potentiale," siger City Vejle-formanden.