Polakker væk fra HK
Gult firma med underbetalte ansatte bortvist fra byggeriet i Hersegade
De polske arbejdere, der deltog i arbejdet med at istandsætte fagforeningen HK's hus i Hersegade, er sendt væk. Samtidig er det gule firma, som underbetalte dem i forhold til danske overenskomster, blevet bortvist fra byggepladsen. Sådan er resultatet efter et møde onsdag mellem HK, hovedentreprenøren Elindco fra Jyllinge og fagforeningen 3F, der organiserer danske bygningsarbejdere. Denne løsning kommer efter flere artikler i Roskilde Avis, hvor den øvrige fagbevægelse i Roskilde undrede sig over, at HK fik udført en stor reparation til 9 millioner af bygningerne i Hersegade Nr. 11 og 13 med udenlandsk arbejdskraft, når der er ledige danske håndværkere også i Roskilde-området.
Ført bag lyset
Formanden for HK-Sjælland Carsten Bloch Nielsen forklarer, at fagforeningen ellers havde prøvet at gardere sig mod denne form for 'social dumping', da det store arbejde blev sendt i udbud, og det indgik som en betingelse, at arbejdet skulle udføres på normale danske vilkår. Rådgiver på sagen var det kendte og respekterede arkitektfirma Mangor og Nagel, mens det velrenommerede byggefirma Elindco fra Jyllinge fik hovedentreprisen. Men da underentreprenøren på murerarbejdet sendte en del af opgaven videre til en ny underleverandør i tredje led, gik det galt. Dette firma, som kalder sig 'Our House' var medlem af den gule kristelige arbejdsgiver-organisation, som undergraver det normale danske arbejdsmarked mellem LO og de organiserede arbejdsgivere.
Fusk med lønsedler
Desuden havde de polakker gående til underbetaling, hvilket kom frem, da de bagefter prøvede at fuske med lønsedlerne, eksempelvis for overtid og arbejde på søn- og helligdage. - Det var meget let at gennemskue, forklarer Ole Holtse, der som næstformand har ansvaret for tømrerne og andre håndværkere indenfor 3F i Roskilde. Da HK og Elindco fandt ud af det, blev det gule fusker-firma bortvist fra pladsen. - Vi har lært af denne sag, at man ikke kan stole på en underskrevet aftale uden at kontrollere. Vi burde have inddraget 3F straks for at sikre os, at de folk, der arbejdede på vores hus, gjorde det på danske overenskomster, siger Carsten Bloch Nielsen. Ole Holtse er tilfreds med, at fagbevægelsen i Roskilde har fået løst sagen i fællesskab. Samtidig roser han byggefirmaet Elindco for også at gribe resolut ind. tk