Fortsæt til indhold

Vejle er blevet mere erhvervsvenlig

Kommunen rykker fra nummer 59 til 36 i undersøgelse af kommunernes erhvervsklima

Arkiv
Jeppe Rafn

Vejle Kommune opnår sin hidtil bedste placering i Dansk Industris årlige undersøgelse af kommunernes erhvervsklima. Kommunen rykker frem som nummer 36 ud af 96, hvilket er en forbedring på 23 pladser i forhold til 2013.
Undersøgelsen er baseret på en lang række statistiske data samt en spørgeundersøgelse blandt virksomheder i kommunerne. Herfra udleder man et resultat/placering i forskellige kategorier og et samlet resultat/placering.
Det er især på kategorien "Brug af private leverandører," at Vejle Kommune rykker frem. Den siger noget om virksomhedernes tilfredshed med kommunens indsats for og åbenhed over for brug af private leverandører og overholdelse af betalingsfrister.
På dette område er Vejle gået fra at være nummer 77 til 33.
"Hvis de offentlige opgaver lægges ud i fri konkurrence, skabes der bedre konkurrencevilkår for virksomhederne og i sidste ende mere vækst i kommunen. Derfor glæder det mig at se, at Vejle Kommune har fokus på området," siger formanden for DI Trekantområdet, Jacob Madsen.
Vejle har også taget et gevaldigt op i kategorien "Skatter, afgifter og gebyrer" fra nummer 92 til 54 ud af de 96 kommuner, der er med i undersøgelsen.

Minussiden

Til gengæld går kommunen meget tilbage i kategorien "Skatter, afgifter og gebyrer," der siger noget om virksomhedernes tilfredshed med kommunens indsats for adgangen til kvalificeret arbejdskraft i kommunen samt det lokale jobcenters evne til at formidle den nødvendige arbejdskraft.
Der er desuden stadigvæk en del at arbejde med, når det gælder "Kommunal sagsbehandling," hvor Vejle er placeret som nummer 46 og ifølge Dansk Industri kan gøre det bedre.
"Jeg håber at se fremgang på sagsbehandlingsområdet til næste år, hvor jeg forventer, at Vejle har indført den lovede 'én indgang' for erhvervslivet," siger Jacob Madsen.