Den mest læsende klasse
Sommerbogs-konkurrencen på Hvidovre-Bibliotekerne er slut, og man har fundet den mest læsende 5. klasse i Hvidovre. Nemlig 5.a på Holmegårdsskolen. Tillykke til dem
288 børn i Hvidovre har deltaget i år - dvs. de har læst ca. 1500 bøger eller flere i løbet af sommerferien! Det er vi meget glade og stolte over. Tallet blev så højt ikke mindst på grund af den store opbakning fra lærerne og læsvejlederne i kommunen. For 5. klasserne (dvs. 4. klasserne før sommerferien) har vi haft en særlig læsekonkurrence, hvor børnene skulle dyste om, hvilken klasse der kunne få opfyldt flest kontrakter i løbet af sommeren. Da sommerferien var slut, blev alle kontrakter samlet og talt sammen. Vinderen blev 5.A på Holmegårdsskolen. 92 % af eleverne i klassen har deltaget i konkurrencen - dvs. at børnene har brugt en del af deres sommerferie på at læse hver mindst 5 bøger. Det er ikke mindre end en fantastisk indsats af både eleverne og deres lærer Louise Saggau - og selvfølgelig også børnenes forældre, der har støttet op omkring læseindsatsen i sommerferien. Præmien er en dag for eleverne i Film X i København. Her får eleverne et undervisningsoplæg omkring den praktiske filmproduktion, og derefter får de lov til selv at prøve at lave en film. - Sommerbogen kører igen til næste sommer, og her fra HvidovreBibliotekerne glæder vi os allerede til at være med til at styrke læseindsatsen hos børn og unge i Hvidovre.