Så spærres Allingvej
Omfattende vejarbejde på Avedøre Havnevej ved motorvejen
Banen skal under Avedøre Havnevej, og for at få plads til det, er Banedanmark bl.a. nødt til at flytte de nordlige til- og frakørselsramper tættere på motorvejen. For trafikken betyder det, at der vil være samme antal kørespor på Avedøre Havnevej, men med indsnævrede kørebaner og en hastighedsnedsættelse til 40 km/t. Adgangen mellem Avedøre Havnevej og Allingvej vil være spærret for bilister, da den sidste del af Allingvej og op til krydset med Avedøre Havnevej skal graves op. Trafikanterne må regne med længere rejsetid. Vejdirektoratet henstiller til, at trafikanter på Holbækmotorvejen, der skal ind til København bliver på motorvejen, og kører ind til byen ad Folehaven. Spærring af Allingvej, hastighedsnedsættelsen til 40 km/t samt indsnævringen af kørebanerne på Avedøre Havnevej vil forventeligt vare helt frem til juni 2014. Vejdirektoratet og Banedanmark beklager på forhånd de gener, der måtte opstå for trafikanterne. Banedanmark bestræber sig på at gøre arbejdet færdigt så hurtigt som muligt. Vejarbejdet skyldes, at Banedanmark anlægger en ny højhastighedsbane mellem København og Ringsted, som man kan læse mere om på Banedanmarks hjemmeside. Banens linjeføring følger motorvejsnettet tæt, og giver anledning til mange vejarbejder. Banedanmark og Vejdirektoratet samarbejder tæt for at løse de trafikale udfordringer, og mindske generne for trafikanterne mest muligt ved at holde dem orienterede om, hvad der kommer til at ske på vejene.