Fortsæt til indhold

Driftsikkert budget med plads til udvikling

Arkiv
Arkiv

STEVNS: Kommunalbestyrelsen i Stevns kommune sendte torsdag kommunens budget for 2014 videre til 2.-behandling med endelig vedtagelse den 10. oktober.
Budgettet viser en sikker drift i balance og giver samtidig plads til anlæg for 75 mio. kr.
- At vi nu igen kan fremlægge et budget i balance skyldes, at vi nu mærker den fulde effekt af de besparelser, vi tidligere har hentet på administrationen samt indkøb og udbud, fortæller borgmester Poul Arne Nielsen, og tilføjer:
- Det giver plads til, at vi kan forsætte med at udvikle Stevns Kommune. F.eks. afsætter vi en lille million til erhvervslivet, godt 2 millioner til investeringer i velfærd på sundhedsområdet og øger det kommunale tilskud til Østsjællands Museum og turismen. Herudover er jeg rigtig glad for, at vi i år har en rekordhøj anlægsramme på 75 millioner kr., slutter Poul Arne Nielsen.
Væsentlige anlægsprojekter er Rådhusbygning i Store Heddinge, Rødvig Grønne Multihal og energiinvesteringer.
pm