Fortsæt til indhold

Kamp mod Køge

Arkiv
Af redaktør Torben Kristensen

FYRINGEN AF FØDEVAREMINISTER Mette Gjerskov fra Gundsømagle for et par uger siden skyldtes ikke en dårlig arbejdsindsats af hende. Tværtimod var de politiske iagttagere enige om, at hun havde gjort et godt job.
Hun røg ud, fordi Henrik Sass Larsen skulle ind i regeringen, da statsminister Helle Thorning i et forsøg på at rette op på sin slingrende regering hentede Køge-manden ind som minister. Det sker nu, selv om hun selv droppede ham uden nogen fremlagte beviser ved regerings-dannelsen for to år siden, fordi han ikke kunne blive sikkerhedsgodkendt af efterretningstjenesten pga. rocker-kontakter.
Dengang blev Mette så minister, men da Sass nu pludselig skulle ind i varmen, blev hun ofret, da der ikke kunne være to med fra det gamle Roskilde Amt.

DISSE LINJER SKRIVES
af en bondedreng fra Stevns, som selv har haft stor glæde af Køge. Tre års skolegang på Gymnasievej, hvor der nu om dage affyres skarpe skud i bandekrige, var dengang noget mere fredelig og blev for mig åbningen til en helt ny tilværelse.
Gammel taknemlighed overfor nabo-købstaden i sydøst kan dog ikke ændre på den geopolitiske realitet, at Roskilde og Køge konstant kæmper om, hvilken af de to der skal være den førende by syd og vest for København. Som redaktør for lokalavisen her er det naturligvis min opgave at slås for katedralstadens interesser på alle fronter.

OVERRTAGET HAR TRADITIONELT
ligget hos Roskilde, der også befolkningsmæssigt er langt større.
Køge havde flere store fabrikker, hvorfra arbejderne gav grundlag for et godt fodboldhold, mens Roskilde levede højt på handel, uddannelse og kulturliv. Den tendens gælder i øvrigt stadig.
Ganske vist vandt Køge for et nogle år siden kampen om den nye jernbane og hovedsygehuset i Region Sjælland, og begge dele blev opfattet som store nederlag her i byen – ikke mindst i roskildensernes selvforståelse.

UDVIKLINGEN HAR HELDIGVIS HJULPET
os siden på andre områder..
Sidste år blev Roskilde kåret til 'Danmarks bedste handelsby' i stedet for Køge. De medfølgende muligheder er en vigtig trumf i den kamp, som altid foregår om kunderne, der skal vælge mellem de to byer og andre indkøbsmuligheder i området.
Uddannelser er en helt afgørende faktor, og her scorer Roskilde rigtig højt. I området ved Trekroner er der nu over 10.000 studerende på RUC og det nye Campus Roskilde med mellemlange uddannelser som lærere, sygeplejersker og pædagoger. Selv om mange RUC'ere fortsat pendler fra København og aldrig sætter deres ben her i byen, skaber de andre meget mere lokalt liv.
Tilsvarende gælder i høj grad for Roskildes tre store almene gymnasier, der sammen med de vigtige erhvervsskoler ved Maglegårdsvej – indenfor Handel, Slagteri og Teknik - i alt har over 6.000 elever. For udviklingen lokalt er de mange unge, som får tilknytning hertil, en uvurderlig faktor, der skaber ekstra dynamik.

NÆSTE SLAG
i den stadige strid står blandt andet om behandlingen på skadestuerne. Roskilde Avis gav i den seneste udgave sit lokalpatriotiske bidrag hertil med en praktisk guide til, hvordan man kan sørge for at komme på Roskildes skadestue og dermed undgå 'en nedtur til Køge'.
Ved næste folketingsvalg får de vælgere, der til den tid krydser A, en ny lejlighed til at sige tak for sidst til Sass og hjælpe Mette. Køge-manden er nemlig også opstillet i Lejre, og alle i hele vores område, som støtter Roskilde, har dermed en indlysende mulighed for at påvirke resultatet gennem deres personlige stemme.
På samme måde gælder det selvfølgelig også i de øvrige partier, hvor der er sideordnet opstilling. Her kan vælgerne i Roskilde-området ligeledes udpege lokale folk, så der på Christiansborg bliver en mere positiv balance for os i den permanente:
KAMP MOD KØGE